Flygtninge på hotel og kro: - Kæmpe regning og dårligt for integrationen

En lose-lose-situation.

Sådan beskriver en række borgmestre situationen i kommunerne, hvor det længe har været svært at finde midlertidige boliger til de mange nytilkomne flygtninge.

Konsekvensen er nemlig, at flygtningene må indkvarteres på hoteller og kroer, og det koster kommunerne dyrt og er desuden skidt for integrationen, lyder det.

- Vi er totalt pressede. Vi skal løse opgaven, men vi kan ikke gøre det optimalt. Når flygtningene sidder på et hotel, kommer de ikke i gang med selve integrationsprocessen, siger Morten Slotsved, borgmester i Hørsholm Kommune, til Berlingske. 

Koster millioner

Og han bakkes op af en række andre borgmestre.

- Det er ikke holdbart. Stort set alle de flygtninge, vi har modtaget i år, bor på den måde. Vi skal tage imod 129 i år og står til det samme antal næste år, siger borgmester John Schmidt Andersen (V) fra Frederikssund Kommune.

Den foreløbige regning for kommunen for årets første ti måneder lyder på cirka 2,7 millioner kroner til hoteludgifter. Frederiksberg Kommune melder om udgifter på 3,6 millioner kroner på samme område.

I Helsingør Kommune pointerer borgmester Benedikte Kiær (K), at hotelværelser "ikke er det bedste udgangspunkt for at blive integreret i lokalsamfundet".

I det hele taget er det frustrerende at bo i en midlertidig bolig, fortæller den syriske flygtning Mahmoud Al Abdou, der foreløbigt bor i landsbyen Hammer ved Næstved. Han vil bare gerne have et arbejde og ro på tilværelsen. 

Artiklen fortsætter under klippet.

En svær manøvre

Spørger man Næstveds borgmester, er udsigterne dog ikke så gode. Han fortæller til TV 2, at flygtninge-presset også her er en svær situation at løse for kommunen, da der er stor mangel på permanente boliger.

- Vi har ikke en masse ledige lejeboliger i Næstveds boligselskaber. Vi har boligselskaber der siger til os, vi har 1100 på venteliste, og det vil sige du kan få en lejlighed om fire, fem, seks eller syv år, hvis der er almindelig udskiftning, og det gør det svært at skaffe lejligheder, siger Carsten Rasmussen (S) og fortsætter:

- Alternativer er, at vi skal ud og købe nogle huse, de så kan bo i. Men det er også rigtigt dyrt for kommunen, for det er lovbestemt, hvor meget, de får til at betale husleje, lys, vand og varme for. Det er en stor udfordring for os, at vi ikke har nogle billige lejeboliger, som de kan få permanent, lyder det.

Hør interviewet med borgmesteren over artiklen.

Efterspørger handling på Christiansborg 

I alt har 13.425 flygtninge indtil videre søgt asyl i Danmark i 2015. Og når den midlertidige opholdstilladelse er på plads, skal de begynde i de kommunale integrationsforløb, der varer typisk tre år og blandt andet indebærer sprogskole.

Flere kommuner efterspørger hjælp fra landspolitikerne på Christiansborg. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har foreslået, at Danmark bør oprette statsdrevne, midlertidige flygtningelandsbyer, så kommunen ikke står alene med opgaven, der ventes at blive dobbelt så stor næste år.

Det forslag er dog foreløbig sparket til hjørne, da regeringen ønsker at kende til de økonomiske konsekvenser og betydning for integrationen, før den sætter sådan et projekt i gang.

Dansk Flygtningehjælp: Presset bliver større endnu

Ifølge Dansk Flygtningehjælp bliver presset dog ikke mindre hen over vinteren, som det ellers har for vane. Stik i mod, hvordan vinter-månederne plejer at se ud, vil antallet af asyl-ansøgere nemlig stige, forventer Generalsekretær Andreas Kamm.

Det skyldes, at flygtningene har fundet en ny rute gennem Tyrkiet og altså ikke kun tager turen hen over middelhavet, som er farlig i vintermånederne.    

Midlertidig indkvartering & integrationsydelse

Loftet for den månedlige husleje for midlertidig indkvartering er følgende:

  • Enlige med og uden børn: 2.122 kr.
  • Par uden børn: 3.885 kr.
  • Par med et, to eller tre børn: 4.239 kr.
  • Par med fire eller flere børn: 4.592 kr.

Månedlig integrationsydelse:

  • Hjemmeboende under 30 år uden børn: 2.562 kr.
  • Enlig uden børn: 5.945 kr.
  • Gifte/samboende uden børn: 11.890 kr.
  • Enlig med barn/børn: 11.888 kr.
  • Par med barn/børn: 16.638 kr. 

Kilde: JP