Udenfor Borgen: Er du til Skipper eller Auken?

Se Udenfor Borgen på TV 2 PLAY. 

Der blev kæmpet på argumenter over - og under - bæltestedet, da To af EU-afstemningens frontkæmpere tørnede sammen i dagens udgave af Udenfor Borgen.

For rullende kameraer hånede nej-sigeren Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti sin kollega, ja-sigeren  Morten Løkkegaard fra Venstre med det borgerlige partis fælles front med de radikale og SFs Margrethe Auken

- Hov, hov. Inden du kommer for godt i gang, replicerer Morten Løkkegaard og fortsætter:

- Jeres nye sengepartner, det er altså Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU. Det synes jeg godt I kunne have valgt lidt bedre.

Morten Messerschmidt svarer:

- Hvis jeg skulle vælge mellem Pernille Skipper (EL) og Margrethe Auken (SF), så ville jeg til enhver tid vælge Pernille Skipper.

Hvorefter herre-latteren runger i TV 2s kameraovervågede el-bil.

Kunne ikke vække Holger Danske

Dagens udgave af Udenfor Borgen startede i kasematterne under Kronborg. Det er her fra Holger Danske våger over nationen. De to politiske kamphaner måtte dog opgive at aktivere den slumrende kæmpe til kamp for henholdsvis et nej og ja. Til gengæld tog de debatten på Ordrup Gymnasium, hvor især Morten Messerschmidt måtte kæmpe hårdt for at overbevise eleverne i den helt overvejende EU-positive Europaklasse om at stemme nej.

Det lykkedes ham at bringe en enkelt af de unge  ja-sigere en lille smule i tvivl med argumentet om, at der er god tid – hele halvandet år - før Danmark bliver tvunget ud af Europol. Og den tid kan vi udnytte til at forhandle en ordning på plads. Og hvis det ikke skulle lykkes, kan vi jo stemme igen, lød Messerschmidts argument.

Morten Løkkegaard argumenterede for at vi med en tilvalgsordning havde verdens bedste tag-selv-bord. Vi kan vælge de samarbejdsområder, der sikrer danskerne mod terror og kriminalitet, og som hjælper virksomheder og borgeres retsstilling. Og sige nej tak til resten.

Hvad er 'Udenfor Borgen'?

TV 2 NEWS sætter dette program to politikere stævne udenfor Borgen, hvor de konfronteres med den virkelighed, deres lovgivning skaber.

Centralt i programmet er to politikeres køretur i en topmoderne el-bil, hvorfra politikernes samtale kan følges uden filter på tv2.dk. El-bilen skal føre to politikere til det sted i landet, hvor de skal møde danskere og deres problemer – og hvor politikerne skal forholde sig til politisk substans på et konkret område.

Det er NEWS-journalist Michael Robert Wichmann, der sender politikerne på køretur udenfor Borgen.

'Udenfor Borgen' kan ses på TV 2 PLAY.