Kommentator: Løkke gav Thulesen Dahl en sjælden afklapsning

- Der er tale om en afklapsning, som man meget sjældent ser på det her niveau. 

Sådan omtaler politisk kommentator Søs Marie Serup et frontalangreb fra Lars Løkke Rasmussen (V) rettet mod Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl. 

De to blå haner røg i totterne på hinanden, da TV 2's første partilederrunde, forud for folkeafstemningen om retsforbeholdet, drejede ind på asyl- og flygtningepolitik. 

- Det handler om, at man kan have tillid til politiske aftaler. Jeg står ikke og kører op i hovedet på dig, om du historisk har afgivet nogle løfter om efterløn eller dagpenge, det er ikke det, det handler om, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Et intenst øjeblik

Forud for Løkkes kommentar havde Thulesen Dahl sat spørgsmålstegn ved ja-partiernes troværdighed, og da de to partiformænd vendte sig mod hinanden, gik det fra at være en partilederrunde til "en duel mellem de to stærke alfahanner i dansk politik", mener Søs Marie Serup.

- Det blev et helt intenst sammenkogt øjeblik, hvor man kunne høre en knappenål falde til gulvet siger hun.

Ifølge den politiske kommentator er retorikken den mest dramatiske i nyere tid. 

- Det er et håndkantsslag på halsen. Den sidder lige på det punkt hvor Kristian Thulesen Dahl er allersvagest i sin troværdighed som politiker. Det er en afklapsning, som man meget sjældent ser det på det her niveau, siger Søs Marie Serup. 

- Du gør mig ked af det

Det store stridspunkt er en mulig dansk tilslutning til EU's fælles asyl- og flygtningepolitik. Ja-partierne og Lars Løkke Rasmussen har lovet, at det ikke sker uden en ny folkeafstemning, men Kristian Thulesen Dahl hæfter sig ved, at et ja reelt ophæver hele retsforbeholdet og dermed værnet mod en fælles asyl- og udlændingepolitik.

- Lars Løkke Rasmussen har brugt betegnelsen, at man står ved en buffet, hvor man kan tage af retterne, og en dag kunne det jo godt være, at et flertal i folketinget så tager den ret, der hedder asyl- og udlændingepolitikken, sagde Kristian Thulesen Dahl.

Men mistilliden frustrerer Lars Løkke Rasmussen, der svarede igen:

- Det, du gør her Kristian, og som gør mig personligt ked af det, er at du sætter spørgsmålstegn ved det danske folkestyre.

Du kan se hele sekvensen her: 

Herunder kan du blive klogere på, hvorfor vi skal til afstemning. 

Deres bedste argumenter: Det mener partierne

Soc.dem.

Soc.dem.

Socialdemokraterne anbefaler et JA den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme JA?

- Vi skal stemme JA, så det danske politi fortsat kan være med i det europæiske politisamarbejde og have de bedste muligheder for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet som pædofile netværk, kvindehandel og indbrudsbander. Hvis vi vil blive ved med at have den tryghed, skal vi stemme JA den 3. december.

Foto: TV 2

Radikale

Radikale

Radikale anbefaler et JA den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme JA?

- Et JA ved folkeafstemningen vil gøre det sværere at være kriminel og lettere at være dansker. Når kriminaliteten er grænseoverskridende, skal vores svar også være det. Fælles udfordringer kræver fælles løsninger. Om så vi taler kriminalitet, forurening eller flygtningestrømme. Og fælles løsninger skal give os bedre muligheder. For når danskerne nyder frit at kunne rejse, arbejde og handle i hele EU, skal vi gøre det nemt og trygt. Det gør et stærkt Europa. Derfor siger vi JA.

Hvad er så det bedste argument for at stemme NEJ?

Hvis man foretrækker, at det er de andre EU-lande, der bestemmer, om Danmark må være med i de dele af samarbejdet, som vi har lyst til at være med i, skal man stemme NEJ. For med et JA er det os selv og kun os selv, der vælger, hvad vi vil være med i. Med et NEJ, skal vi have lov af hvert eneste af de andre lande - hver eneste gang.

Foto: TV 2

Kons.

Kons.

Konservative anbefaler et JA den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme JA?

- Dansk politi skal have de bedste betingelser for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. Derfor skal de fortsat være medlem af Europol. Desuden vil vi sikre danske statsborgeres retssikkerhed i andre EU-lande, mens vores virksomheder skal have bedre konkurrencevilkår, når de lever forretninger i andre EU-lande.

Hvad er så det bedste argument for at stemme NEJ?

NEJ-siden fremfører, at der er risiko for, at EU ender med at diktere Danmarks asyl- og udlændingepolitik – uden at befolkningen bliver hørt. Derfor har Det Konservative Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet garanteret, at de vil bruge deres vetoret til at lægge det ud til en folkeafstemning, hvis der mod forventning skulle være et flertal i folketinget, der ønsker at Danmark indtræder i EU’s fælles asyl- og udlændingepolitik.

Foto: TV 2

SF

SF

SF anbefaler et JA den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme JA?

- Vi har en klar fordel af at deltage i politi- og retssamarbejdet i EU, så vi forbliver i Europol og sammen bekæmper kvindehandel, sikrer børns rettigheder, styrker fagforeningernes kamp mod social dumping og kæmper videre for solidariske løsninger på flygtningekrisen i EU. SF havde gerne set, at Danmark også deltager fuldt og helt i samarbejdet omkring flygtninge og asyl. Det kan kun løses i fællesskab. Et JA, er et vigtigt skridt mod mere samarbejde. 

Hvad er så det bedste argument for at stemme NEJ?

Der er ikke nogen rigtig gode grund til at stemme NEJ til at styrke kampen mod grænseoverskridende kriminalitet og fagforeningernes kamp mod social dumping.

Foto: TV 2

LA

LA

Liberal Alliance anbefaler et NEJ den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme NEJ?

- I dag skal befolkningen eller fem sjettedele af Folketingets medlemmer stemme for et forslag, hvis vi giver mere magt til EU. Ophæves retsforbeholdet, vil det fremover kun være halvdelen af Folketinget – eller snarere halvdelen af Europaudvalgets medlemmer – der kan lade EU bestemme mere. Det mener Liberal Alliance ikke, er en god ide. Dertil kommer, at vi ikke kan vide, hvordan det fremtidige lovgivningsbehov bliver, og har vi først afgivet vores selvbestemmelsesret, kan vi ikke bagefter tage den tilbage. Så fanger bordet.

Hvad er så det bedste argument for at stemme JA?

Når det giver mening for Danmark at samarbejde om retspolitiske emner, skal vi selvfølgelig være med. Det er f.eks. godt at give borgere og virksomheder mulighed for at håndhæve deres lovlige krav om eksempelvis gæld på tværs af landegrænser. Det styrker retssikkerheden. JA-siden tager dog fejl når de tror, at det mål kun kan nås ved at kaste hele vores retsforbehold over bord. Vi kan godt respektere borgernes grundlovssikrede ret til inddragelse i suverænitetsspørgsmål og samtidig deltage nyttige samarbejder.

Foto: TV 2

Mod EU

Mod EU

Folkebevægelsen mod EU anbefaler et NEJ den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme NEJ?

- Et JA vil betyde, at et simpelt flertal på Christiansborg fremover kan sende magten over den danske retspolitik til Bruxelles uden at gennemføre en folkeafstemning. Det vil i praksis mindske befolkningens indflydelse og i stedet øge EU's indflydelse. Det er en glidebane mod større koncentration af magt i EU.

Hvad er så det bedste argument for at stemme JA?

Det bedste argument for at stemme JA er, at nogle af de nye retsakter vil betyde, at virksomhederne nærmere kan opkræve penge fra borgere, som de mener skylder dem penge. Det har dog også væsentlige problemer i forhold til retssikkerhed for bogerne.

Foto: TV 2

DF

DF

Dansk Folkeparti anbefaler et NEJ den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme NEJ?

- Hvis Danmark afskaffer forbeholdet, får Folketingets Europa-udvalg ret til frit at vælge blandt alle EU's retlige direktiver. Det betyder, at Danmark kan blive en del af EU's fælles udlændingepolitik. Det betyder, at en genindførelse af grænsekontrollen bliver umulig. Det betyder, at alle andre eu-landes myndigheder kan begære ransagninger eller aflytninger af danske statsborgere i Danmark. Det betyder, at danskere kan udleveres til straffesager i udlandet for noget, der i Danmark ikke er ulovligt. Helt grundlæggende betyder det, at EU får meget mere magt over Danmark og danskerne. Og det ønsker vi ikke.

Hvad er så det bedste argument for at stemme JA?

Der er reelt intet. EU-partierne vil jo gerne foregive, at afstemningen er for eller imod politiet, for eller imod straf til pædofile og den slags. Hvis det alene var sandt, ville vi også anbefale et JA. Hvis det var en afstemning om alene at indgå en aftale om fortsat dansk deltagelse i det europæiske politi-samarbejde Europol, så ville dét være argument nok for et JA. Men det er det desværre ikke, derfor er der reelt ikke et godt argument for et JA. 

Foto: TV 2

Venstre

Venstre

Venstre anbefaler et JA den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme JA?

- Et JA vil gøre det tryggere at være dansker, sværere at være kriminel og lettere at drive virksomhed. Ved at stemme JA bevarer vi det vi kender – nemlig fuldt medlemskab af Europol. Danmarks politi skal fortsat være fuldt medlem af Europol, så politiet bedst muligt kan bekæmpe international kriminalitet som tyvebander, narko og børneporno. Vi skal ikke kaste Danmarks politi ud i usikkerhed, men sikre dem de bedste våben i kampen mod international kriminalitet.

Hvad er så det bedste argument for at stemme NEJ?

I Venstre argumenterer vi helhjertet for at stemme JA.

Foto: TV 2

EL

EL

Enhedslisten anbefaler et NEJ den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme NEJ?

- Internationalt samarbejde er godt, men det skal være demokratisk forankret. Hvis vi afskaffer retsforbeholdet, vil EU kunne bestemme over vigtige dele af retspolitikken. Regler for skilsmisser, forældremyndighed, strafniveauer, politi og meget mere vil fremover kunne besluttes længere væk fra befolkningen i et uigennemsigtigt og udemokratisk system. Det betyder mindre medbestemmelse og ringere retssikkerhed for borgerne. Og når vi først har overladt beslutningerne til EU, kan vi aldrig fortryde igen.

Foto: TV 2

Alt.

Alt.

Alternativet anbefaler et JA den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme, som I anbefaler?

- Mange af de problemer vi står over for, er grænseoverskridende problemer uden pas, der kræver internationale løsninger. Vi ønsker, at Danmark sidder med ved bordet, når der forhandles om fremtidens EU. For os hænger deltagelse og indsatsen for skabe et mere progressivt EU sammen. Vi så gerne, at danskerne stemte om hele retsforbeholdet inklusiv EU’s fælles asylpolitik. Det ville være mest demokratisk . Derfor siger vi: Ja, Men.

Hvad er det bedste argument for IKKE at stemme, som I anbefaler?

- Det er ikke demokratisk, at befolkningen ikke tager stilling til hele retsforbeholdet den 3. december. Vi skal værne om demokratiet. Selvom det er et vigtigt kritikpunkt, mener vi alligevel, at det vil styrke demokratiet for Danmark at få øget indflydelse gennem mere deltagelse i EU. Også selvom det ikke gælder alle retsakter. I Alternativet ønsker vi at styrke demokratiet ikke kun i Danmark men i hele Europa.

Foto: TV 2

Svarene er indhentet via de forskellige partisekretariater.

Det viser målingen

Ville du stemme ja eller nej til tilvalgsordningen på retsområdet, hvis der var folkeafstemning i morgen?

Tallene i parentes viser målingen fra slutningen af oktober.

Ja: 41 procent (32)

Nej: 38 procent (28)

Ved ikke: 21 procent (40)

Målingen er gennemført som en kombineret web- og telefonundersøgelse i perioden 23.-26. november. 1.095 respondenter har medvirket i undersøgelsen. 

Kort om Europol

  • Europol, den europæiske politienhed, har været rammen for det operationelle politisamarbejde siden oprettelsen i 1998.
  • EU-medlemslandenes politimyndigheder udveksler oplysninger gennem Europol om blandt andet: 1.Menneskesmugling 2.Narkokriminalitet 3.Terror 4. Cybercrime 5. Bilsmugling og andre typer af grænseoverskridende kriminalitet.
  • Europol samler data fra EU-medlemslandene i en fælles databank. Dermed kan Europol hjælpe politiet i de enkelte lande med at identificere gerningsmænd, der opererer på tværs af grænserne.