S-profil maner til selvransagelse: Ja-partierne fører skræmmekampagne

Ja-partierne har i alt for høj grad talt ned til vælgerne – og malet skræmmebilleder om hvad der vil ske, hvis et flertal af danskerne stemmer nej på torsdag.

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes Peter Hummelgaard, der blev nyvalgt til Folketinget i juni.

- Hvis jeg var en helt almindelig vælger og synes, at debatten røg hen over hovedet på mig, så kunne jeg godt finde på at stemme nej alene af den årsag, at vi har – det gælder os alle sammen – talt lidt for meget ned til vælgerne i vores kampagne og brugt lidt for mange skræmmebilleder, sagde han under en paneldebat på Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg torsdag.

Det var hans bud på et argument for at stemme nej. Kampagnerne har ikke sparet på noget, når det handler om at fortælle vælgere, at et nej har konsekvenser.

- Man har fået det indtryk, at man både ryger i helvede og er pædofil, hvis man stemmer nej. Det gælder også mit eget parti. Men jeg må sige, at det ikke er tilfældet. Danmark består også selv om det bliver et nej, sagde han.

Fejer for egen dør først

Han er dog helt enig i, at et nej har konsekvenser.

- Det er en del af virkeligheden, at vi stemmer om Danmarks deltagelse i et politisamarbejde, hvor både pædofile og andre kriminelle vil have lettere spil, hvis vi ikke samarbejder tættere. Jeg render ikke rundt og skammer mig, men jeg må give nej-siden ret i, at de har en sag, når de siger, at vi fører skræmmekampagne, sagde han.

Peter Hummelgaards kritik går ikke specielt på hans eget parti. Netop Socialdemokraternes plakater, hvor man spiller på Europols rolle i opklaring af pædofili-netværk har ellers været genstand for kritik.

- Jeg har lært, at man skal feje for egen dør først. Hvis det samlede billede blandt rigtig mange, der er i tvivl, må vi også erkende det. Vi må blive bedre til ikke at føre skræmmekampagne her i den sidste uge af valgkampen, sagde Peter Hummelgaard til TV 2 efter debatten.

- Jeg føler også det er skræmmekampagne, når Dansk Folkeparti siger, at den fælles asyl- og udlændingepolitik også ender med at gælde for Danmark, hvis man stemmer ja. Det står jo klart i bemærkningerne, at sådan bliver det ikke.

Hvorfor tror du så, I gør det? - Det er en afstemning med mange hypoteser. Alle partier har bidraget med at stille nogle scenarier op, der måske ikke bliver virkelighed, siger han.