EU enig om nyt Europol - sætter Danmark under pres

Efter flere års forhandlinger er EU torsdag blevet enig om det fremtidige politisamarbejde, Europol.

Det siger EU-parlamentsmedlem for Radikale Morten Helveg Petersen, der som eneste dansker har deltaget i forhandlingerne.

- Det er et styrket Europol, der er kommet ud af forhandlingerne. Det er tydeligt, at de andre medlemslande er interesserede i at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og terror, lyder det fra Morten Helveg Petersen.

Ifølge Morten Helveg Petersen etablerer Europol nu et selvstændigt center for anti-terror, der især har fokus på Syriens-krigere. Derudover skal en anden nyoprettet enhed kigge på spredningen af propaganda fra terrornetværk på internettet.

Morten Helveg Petersen vurderer, at det nye Europol i høj grad vil øge sikkerheden i Europa mod terror.

- Europol er et kæmpe aktiv i forhold til at bekæmpe kriminalitet og terror, siger EU-parlamentsmedlemmet.

Lotte Mejlhede: Aftale sætter mere pres på Danmark

Ifølge TV 2's EU-korrespondent Lotte Mejlhede sætter den nye aftale om Europol pres på Danmark, hvis der afstemningen den 3.december 2015 ender med et nej.

- Nu ved vi, hvornår et nyt europæiske politisamarbejde sættes i gang. Det er 1. april 2017. Bliver det et nej den 3. december har regeringen travlt i forhold til at få forhandlet en eventuelt parallelaftale på plads – hvis det overhovedet kan lade sig gøre, hvilket der er vidt forskellige meninger om både politisk og juridsk, siger Lotte Mejlhede.

Ifølge Mejlhede er det Frankrig, der, efter terrorangrebene i Paris, har sat skub i forhandlingerne om en reform af Europol.

- Erfaringerne efter terrorangrebet viste, at der ikke har været nok udveksling af information med efterretningstjenesterne landene imellem. Samtidig havde Frankrig en fornemmelse af, at oplysningerne som Belgien måtte ligge inde med ikke kom er kommet hurtigt nok frem, forklarer Mejlhede. 

De vigtige ord, du skal kende, før du sætter dit kryds til folkeafstemningen den 3. december

Suverænitet

Suverænitet

Suverænitet betyder et lands formelle ret til selv at bestemme. Et land overdrager suverænitet, når den lovgivende, udøvende og dømmende magt overlades til en international organisation som f.eks. EU.

Foto: Polfoto

Mellemstatsligt

Mellemstatsligt

Det betyder, at alle regler først skal godkendes og vedtages af de nationale parlamenter, før reglerne kan implementeres i f.eks. dansk lovgivning – og dermed gælde for de danske statsborgere.

Samtidig skal alle lande også ved nye regler være enige om indførelsen af nye regler. Det enkelte land har dermed veto over for regler, det ikke ønsker indført.

Foto: Scanpix

Overstatsligt

Overstatsligt

Det betyder, at EU-landene ved flertalsafgørelser sammen med Europa-Parlamentet kan lave regler, der har virkning i de enkelte medlemslande og dermed får betydning får de enkelte borgere. Det betyder også, at en dansker kan påråbe sig juridiske rettigheder, som ikke er besluttet af Folketinget, men af EU.

Ved overstatsligt samarbejde er der ingen vetoret, så det enkelte land kan blive tvunget til at rette sig efter regler, det har stemt imod.

Foto: Scanpix

Tilvalgsordning

Tilvalgsordning

Socialdemokraterne, Venstre, Radikale Venstre, SF, De Konservative og Alternativet vil have ændret Danmarks nuværende retsforbehold til en tilvalgsordning. Det betyder, at Danmark skal afgive suverænitet på hele området for retlige og indre anliggender, men at Danmark til gengæld ved kan vælge fra sag til sag, om vi ønsker at tilslutte os nye retsakter  i EU. Beslutningen om tilvalg bliver truffet efter den almindelige procedure i Folketingets Europa-udvalg.

Danmark har to muligheder for at tilslutte sig. Vi kan enten vælge at medvirke i forhandlingerne om en ny retsakt, hvorefter vi er forpligtet til at følge det endelige resultat, også selv om vi er imod de nye regler, eller vi kan vælge at holde os uden for forhandlingerne og se, hvad de andre lande når frem til, og derefter afgøre om vi vil tilslutte os. 

 

Foto: Polfoto

Parallelaftale

Parallelaftale

Parallelaftaler er mellemstatslige aftaler mellem EU og et EU-land om at deltage i en del af det overstatslige samarbejde, som f.eks. Europol. Man skal ansøge EU om at få en parallelaftale, og det er op til EU, at beslutte, om Danmark kan få en parallelaftale.

Danmark har fire parallelaftaler, herunder blandt andet Dublin-forordningen.

De politiske partier er ikke enige om den danske mulighed for at få en parallelaftale, hvis danskerne stemmer nej den 3. december, og EU har tidligere to gange afvist at give Danmark en parallelaftale, herunder blandt andet for konkurs.

EU-Kommissionen har understreget over for Danmark, at parallelaftaler kun må anvendes ”i undtagelsestilfælde og i en overgangsperiode.”

Foto: Polfoto

Retsakter

Retsakter

EU’s bindende retsakter består af forordninger, direktiver og afgørelser/beslutninger.

Forordninger er almengyldige. De er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Direktiver er bindende for enhver medlemsstat, når det gælder selve målet, men det er de nationale myndigheder, der bestemmer form og midler for gennemførelsen af direktivet.

Afgørelser/beslutninger er bindende for alle generelt eller være rettet for en bestemt modtager.

Foto: Polfoto

Europol

Europol

Medlemsstaterne har selv ansvaret for deres politi, men i EU har man et samarbejde mellem de nationale politimyndigheder, Europol, der ligger i Haag i Holland. Formålet med Europol er at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, som menneskesmuglere, pædofile netværk og våbenhandlere. Hvis det bliver et nej til folkeafstemningen, kan Danmark ikke selv vælge, om vi vil deltage i Europol eller andre dele af EU’s retssamarbejde.

Foto: Scanpix

EU-forbehold

EU-forbehold

De fire danske forbehold omhandler forsvar, euro, retspolitik og EU-borgerskab. De danske forbehold blev indført i 1993, da et flertal af danskerne i 1992 stemte nej til Maastrichttraktaten. I 1993 blev traktaten – med de fire forbehold – igen sendt til afstemning, hvor et flertal af vælgerne stemte ja.

Danmarks retsforbehold betyder, at vi kun deltager i EU’s retspolitik, når samarbejdet er mellemstatsligt. Siden Danmark indgik aftalen har EU flyttet retspolitikken fra et mellemstatsligt til et overstatsligt samarbejde. Det betyder, at Danmark derfor på sigt vil deltage i færre EU-regler på retsområdet.

Foto: Polfoto

På grund af det danske retsforbehold kan Danmark derfor ikke være med, medmindre danskerne stemmer ja ved folkeafstemningen 3. december eller får forhandlet en særaftale hjem.

Parlamentarisk kontrol var sidste knast

Stemmer danskerne ja, erstattes det danske retsforbehold med en tilvalgsordning, så Danmark kan vælge at være med, når Europol bliver et overstatsligt samarbejde.

- Det er efter min mening i Danmarks klare interessere at være med i det. Jeg tror, at mange, når de ser forordningen, vil sige, at det er sund fornuft, siger Morten Helveg Petersen.

En af de sidste knuder i forhandlingerne, som har varet hele natten til torsdag, var at sikre den parlamentariske kontrol.

- Når man giver politiet flere beføjelser, skal der være en parlamentarisk kontrol, og det kommer der også, siger Morten Helveg Petersen.

Opdateret 30.11.: Ikrafttrædelse for nyt politisamarbejde går i gang 1. april 2017.

Her kan du se, hvilke partier der anbefaler et ja eller nej til afstemningen.

Deres bedste argumenter: Det mener partierne

Soc.dem.

Soc.dem.

Socialdemokraterne anbefaler et JA den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme JA?

- Vi skal stemme JA, så det danske politi fortsat kan være med i det europæiske politisamarbejde og have de bedste muligheder for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet som pædofile netværk, kvindehandel og indbrudsbander. Hvis vi vil blive ved med at have den tryghed, skal vi stemme JA den 3. december.

Foto: TV 2

Radikale

Radikale

Radikale anbefaler et JA den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme JA?

- Et JA ved folkeafstemningen vil gøre det sværere at være kriminel og lettere at være dansker. Når kriminaliteten er grænseoverskridende, skal vores svar også være det. Fælles udfordringer kræver fælles løsninger. Om så vi taler kriminalitet, forurening eller flygtningestrømme. Og fælles løsninger skal give os bedre muligheder. For når danskerne nyder frit at kunne rejse, arbejde og handle i hele EU, skal vi gøre det nemt og trygt. Det gør et stærkt Europa. Derfor siger vi JA.

Hvad er så det bedste argument for at stemme NEJ?

Hvis man foretrækker, at det er de andre EU-lande, der bestemmer, om Danmark må være med i de dele af samarbejdet, som vi har lyst til at være med i, skal man stemme NEJ. For med et JA er det os selv og kun os selv, der vælger, hvad vi vil være med i. Med et NEJ, skal vi have lov af hvert eneste af de andre lande - hver eneste gang.

Foto: TV 2

Kons.

Kons.

Konservative anbefaler et JA den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme JA?

- Dansk politi skal have de bedste betingelser for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. Derfor skal de fortsat være medlem af Europol. Desuden vil vi sikre danske statsborgeres retssikkerhed i andre EU-lande, mens vores virksomheder skal have bedre konkurrencevilkår, når de lever forretninger i andre EU-lande.

Hvad er så det bedste argument for at stemme NEJ?

NEJ-siden fremfører, at der er risiko for, at EU ender med at diktere Danmarks asyl- og udlændingepolitik – uden at befolkningen bliver hørt. Derfor har Det Konservative Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet garanteret, at de vil bruge deres vetoret til at lægge det ud til en folkeafstemning, hvis der mod forventning skulle være et flertal i folketinget, der ønsker at Danmark indtræder i EU’s fælles asyl- og udlændingepolitik.

Foto: TV 2

SF

SF

SF anbefaler et JA den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme JA?

- Vi har en klar fordel af at deltage i politi- og retssamarbejdet i EU, så vi forbliver i Europol og sammen bekæmper kvindehandel, sikrer børns rettigheder, styrker fagforeningernes kamp mod social dumping og kæmper videre for solidariske løsninger på flygtningekrisen i EU. SF havde gerne set, at Danmark også deltager fuldt og helt i samarbejdet omkring flygtninge og asyl. Det kan kun løses i fællesskab. Et JA, er et vigtigt skridt mod mere samarbejde. 

Hvad er så det bedste argument for at stemme NEJ?

Der er ikke nogen rigtig gode grund til at stemme NEJ til at styrke kampen mod grænseoverskridende kriminalitet og fagforeningernes kamp mod social dumping.

Foto: TV 2

LA

LA

Liberal Alliance anbefaler et NEJ den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme NEJ?

- I dag skal befolkningen eller fem sjettedele af Folketingets medlemmer stemme for et forslag, hvis vi giver mere magt til EU. Ophæves retsforbeholdet, vil det fremover kun være halvdelen af Folketinget – eller snarere halvdelen af Europaudvalgets medlemmer – der kan lade EU bestemme mere. Det mener Liberal Alliance ikke, er en god ide. Dertil kommer, at vi ikke kan vide, hvordan det fremtidige lovgivningsbehov bliver, og har vi først afgivet vores selvbestemmelsesret, kan vi ikke bagefter tage den tilbage. Så fanger bordet.

Hvad er så det bedste argument for at stemme JA?

Når det giver mening for Danmark at samarbejde om retspolitiske emner, skal vi selvfølgelig være med. Det er f.eks. godt at give borgere og virksomheder mulighed for at håndhæve deres lovlige krav om eksempelvis gæld på tværs af landegrænser. Det styrker retssikkerheden. JA-siden tager dog fejl når de tror, at det mål kun kan nås ved at kaste hele vores retsforbehold over bord. Vi kan godt respektere borgernes grundlovssikrede ret til inddragelse i suverænitetsspørgsmål og samtidig deltage nyttige samarbejder.

Foto: TV 2

Mod EU

Mod EU

Folkebevægelsen mod EU anbefaler et NEJ den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme NEJ?

- Et JA vil betyde, at et simpelt flertal på Christiansborg fremover kan sende magten over den danske retspolitik til Bruxelles uden at gennemføre en folkeafstemning. Det vil i praksis mindske befolkningens indflydelse og i stedet øge EU's indflydelse. Det er en glidebane mod større koncentration af magt i EU.

Hvad er så det bedste argument for at stemme JA?

Det bedste argument for at stemme JA er, at nogle af de nye retsakter vil betyde, at virksomhederne nærmere kan opkræve penge fra borgere, som de mener skylder dem penge. Det har dog også væsentlige problemer i forhold til retssikkerhed for bogerne.

Foto: TV 2

DF

DF

Dansk Folkeparti anbefaler et NEJ den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme NEJ?

- Hvis Danmark afskaffer forbeholdet, får Folketingets Europa-udvalg ret til frit at vælge blandt alle EU's retlige direktiver. Det betyder, at Danmark kan blive en del af EU's fælles udlændingepolitik. Det betyder, at en genindførelse af grænsekontrollen bliver umulig. Det betyder, at alle andre eu-landes myndigheder kan begære ransagninger eller aflytninger af danske statsborgere i Danmark. Det betyder, at danskere kan udleveres til straffesager i udlandet for noget, der i Danmark ikke er ulovligt. Helt grundlæggende betyder det, at EU får meget mere magt over Danmark og danskerne. Og det ønsker vi ikke.

Hvad er så det bedste argument for at stemme JA?

Der er reelt intet. EU-partierne vil jo gerne foregive, at afstemningen er for eller imod politiet, for eller imod straf til pædofile og den slags. Hvis det alene var sandt, ville vi også anbefale et JA. Hvis det var en afstemning om alene at indgå en aftale om fortsat dansk deltagelse i det europæiske politi-samarbejde Europol, så ville dét være argument nok for et JA. Men det er det desværre ikke, derfor er der reelt ikke et godt argument for et JA. 

Foto: TV 2

Venstre

Venstre

Venstre anbefaler et JA den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme JA?

- Et JA vil gøre det tryggere at være dansker, sværere at være kriminel og lettere at drive virksomhed. Ved at stemme JA bevarer vi det vi kender – nemlig fuldt medlemskab af Europol. Danmarks politi skal fortsat være fuldt medlem af Europol, så politiet bedst muligt kan bekæmpe international kriminalitet som tyvebander, narko og børneporno. Vi skal ikke kaste Danmarks politi ud i usikkerhed, men sikre dem de bedste våben i kampen mod international kriminalitet.

Hvad er så det bedste argument for at stemme NEJ?

I Venstre argumenterer vi helhjertet for at stemme JA.

Foto: TV 2

EL

EL

Enhedslisten anbefaler et NEJ den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme NEJ?

- Internationalt samarbejde er godt, men det skal være demokratisk forankret. Hvis vi afskaffer retsforbeholdet, vil EU kunne bestemme over vigtige dele af retspolitikken. Regler for skilsmisser, forældremyndighed, strafniveauer, politi og meget mere vil fremover kunne besluttes længere væk fra befolkningen i et uigennemsigtigt og udemokratisk system. Det betyder mindre medbestemmelse og ringere retssikkerhed for borgerne. Og når vi først har overladt beslutningerne til EU, kan vi aldrig fortryde igen.

Foto: TV 2

Alt.

Alt.

Alternativet anbefaler et JA den 3. december.

Hvad er det bedste argument for at stemme, som I anbefaler?

- Mange af de problemer vi står over for, er grænseoverskridende problemer uden pas, der kræver internationale løsninger. Vi ønsker, at Danmark sidder med ved bordet, når der forhandles om fremtidens EU. For os hænger deltagelse og indsatsen for skabe et mere progressivt EU sammen. Vi så gerne, at danskerne stemte om hele retsforbeholdet inklusiv EU’s fælles asylpolitik. Det ville være mest demokratisk . Derfor siger vi: Ja, Men.

Hvad er det bedste argument for IKKE at stemme, som I anbefaler?

- Det er ikke demokratisk, at befolkningen ikke tager stilling til hele retsforbeholdet den 3. december. Vi skal værne om demokratiet. Selvom det er et vigtigt kritikpunkt, mener vi alligevel, at det vil styrke demokratiet for Danmark at få øget indflydelse gennem mere deltagelse i EU. Også selvom det ikke gælder alle retsakter. I Alternativet ønsker vi at styrke demokratiet ikke kun i Danmark men i hele Europa.

Foto: TV 2

Svarene er indhentet via de forskellige partisekretariater.

Fakta om Europol

  • Den Europæiske Politienhed, Europol, blev etableret i 1998.
  • Organsationen har ca. 900 ansatte i Haag.
  • Europol fungerer som en databank, der indsamler data fra forskellige landes politimyndigheder.
  • Europol bekæmper grænseoverskridende kriminalitet indenfor bl.a. menneskesmugling, terror, cybercrime, bilsmugling og narkokriminalitet.
  • Europol har 185 såkaldte forbindelsesofficerer fra de 28 EU-lande og partnerlande. Danmark har fire forbindelsesofficerer i Haag.
  • EU-kommissionen fremsatte i 2013 et forordningsforslag, der fra 2016 gør Europol overstatsligt, det betyder, at Danmark må forlade Europol, som i dag er mellemstatsligt.

#Brandtalen

Vi har giver ti politikere 60 sekunder og en smartphone til at overbevise os om et JA eller et NEJ, når vi skal stemme den 3. december. Det kalder vi #Brandtalen.

Nu giver vi jer seere muligheden for at stemme de bedste argumenter op eller ned ad listen.