Politikere går direkte fra Borgen til den anden side af bordet
Socialdemokraten Ole Sohn gjorde det. Venstres Mads Rørvig og Konservatives Lars Barfoed har gjort det. De er alle tre tidligere politikere, der er gået direkte fra Folketinget til den anden side af bordet - lobbyistbranchen.
Sådan noget er forbudt i flere lande. Og eksperter er forargede over, at det kan lade sig gøre i Danmark.
- Det er meget problematisk i forhold til den måde vi - i hvert fald ideelt set - gerne vil have vores demokrati til at fungere på, siger Mark Ørsten, der er professor i kommunikation ved Roskilde Universitet.
Sværere at sige nej til en bekendt
Det er selvsagt et scoop for et lobbyistbureau at få fingrene i en eks-politiker.
Lobbyister arbejder med at påvirke politikere og lovgivning for eksempelvis interesseorganisationer. Så det er guld værd, at få en medarbejder der - som de tidligere folketingspolitikere - kender til kommende beslutninger, arbejdsgangene på Christiansborg og i øvrigt kender Gud og hvermand i magtens centrum.
I en rundspørge, Advice har lavet for TV 2, svarer ni ud af 10 af de adspurgte folketingspolitikere, at de ofte eller af og til kender de lobbyister, de er i kontakt med.
Og politikere har sværere ved at sige nej til et møde med en lobbyist, hvis de kender vedkommende i forvejen, fortæller flere politikere, TV 2 har talt med.
For eksempel nævner Ida Auken (R) lobbyist-bureauet Rud Pedersen:
- De ansætter nogen, man (politikerne, red.) kender, fordi de er sværere at sige nej til.
- Personlige relationer betyder enormt meget. Man skal passe på, at man ikke bliver udnyttet, siger hun.
Er du usikker på, hvad lobbyister er for nogen? Så se denne enkle forklaring:
Risikoen ligger lige for. For halvdelen - 51 procent - af de politikere, der deltog i rundspørgen om lobbyisme, svarer, at de "i nogen grad" oplever, at lobbyister har indflydelse på de politiske beslutninger, de træffer.
Seks procent svarer, at det "i høj grad" er tilfældet.
Umuligt at registrere uformel kontakt
Mark Ørsten mener, det er et udtryk for svingdørs-problematik, når en politiker i Danmark kan gå direkte over i et job som lobbyist:
- I det uformelle netværk handler det i høj grad om, hvem man er venner med, hvem har man mødt tilfældigt, og hvem har man arbejdet med. Det er nærmest umuligt at registrere, fordi folk ikke har lyst til det, og fordi uformelle kontakter netop er uformelle, forklarer han.
- Der er meget, der tyder på, at når man betragter en lobbyist som ven, så er der nemmere adgang, fordi "dig kender jeg jo - bare kom her og snak", hvorimod andre skal have en tid i kalenderen. Det giver en relativt indsnævret adgang til en politiker via det her lobby-netværk. Det er jo meget problematisk i forhold til vores demokrati.
Lobbyister forfølger snævre interesser
Mark Ørsten mener, det er et demokratisk problem, at politikere har så kort vej til at blive lobbyister.
Det er den amerikanske ekspert i lobbyisme, professor James Thurber, enig i:
- De (lobbyister, red.) forfølger jo ikke, det der generelt er i offentlighedens interesse. De forfølger meget snævre interesser. Og det er ikke godt i et demokrati, siger han.
I USA har politikere en ”cooling off period” - en karensperiode - som både Mark Ørsten og James Thurber mener, man burde indføre i Danmark.
Karensperioder forhindrer interessekonflikter
Karensperioden betyder, at der skal gå noget tid fra, at en politiker forlader politik til, at vedkommende må arbejde som lobbyist.
Det skal forhindre interessekonflikter, og at man kan gå direkte fra at være folkevalgt til at tjene fede lobbyist-penge på al den viden, man fik som politiker.
For politikere i det amerikanske senat, skal der eksempelvis gå to år, før de må tage et job som lobbyist. Og karensperioden er endnu længere, hvis man har beskæftiget sig med forsvar eller efterretningstjenesten, fortæller James Thurber.
- Nogen er forment adgang på livstid fra at arbejde med det, de beskræftigede sig med, da de var politikere. Det, synes jeg, er passende. For ellers kan de forfølge deres egne interesser frem for, hvad der er I offentlighedens interesse. Og de politiske institutioner repræsenterer trods alt offentligheden, siger James Thurber.