Løkkes bedste og værste momenter

Du kan se Tirsdagsanalysen på TV 2 PLAY her

Efter de første 5 måneder med Lars Løkke Rasmussen (V) på statsministerposten, er de politiske kommentatorer Peter Mogensen og Michael Kristiansen blevet bedt om at udpege de bedste og værste momenter for Løkkes Venstre-regering indtil nu.

Begge kommentatorer er enige om, at det værste moment var 17. september, da statsministeren annoncerede, at Danmark var parat til at tage 1.000 flygtninge frivilligt, da de europæiske ledere skulle blive enige om en fælles fordeling af flygtninge. I valgkampen havde Venstre ellers talt om en ”straksopbremsning”:

- Kernen er bare den, at hans største problem er, at han sagde nul – og så sagde han 1.000. Så kan man hoppe og danse omkring det var rimeligt eller ej. Men det koster. Og så er den ikke længere, siger Peter Mogensen.

- Det synes jeg har virket famlende, siger Michael Kristiansen.

De bedste momenter for statsministeren har været hans evne til at indgå en række politiske aftaler og opnå resultater, mener Michael Kristiansen.

I NEWS-magasinet Tirsdagsanalysen blev det illustreret med et klip fra weekendens Venstre-landsmøde, hvor Lars Løkke Rasmussen remser en række af Venstre-regeringens aftaler op, der er blevet indgået bredt med forskellige partier:

- Det er håndværkeren. Det er det, jeg synes er lykkedes for den her regering, siger Michael Kristiansen og tilføjer:

- Løkke han har spillet dem ud mod hinanden og han har fået lavet alle mulige konstellationer. Og han har lige lavet en finanslov, hvor man ser, at det er ikke Venstre, der får kritik, siger Michael Kristiansen.

Peter Mogensen har valgt et klip med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg for at illustrere, hvor Løkke-regeringen har stået stærkest:

- Min analyse er bare den, at hvis der er et emne, der overskygger alt andet – så er det jo flygtningesituationen. Og der er hans styrke, at han har handlet på det her, siger Peter Mogensen.

Tirsdagsanalysen

Hver tirsdag bliver der i Tirsdagsanalysen med skarpe analyser sat fokus på uges vigtigste politiske begivenheder.  De to tidligere spindoktorer, Peter Mogensen og Michael Kristiansen, er faste gæster i programmet, hvor TV 2 NEWS' Anne Vig er vært.

Tirsdagsanalysen sendes hver tirsdag klokken 18.10.