Sådan arbejder lobbyisterne: Vil påvirke ministers kone

Alle metoder bliver brugt, når man hyrer lobbyister til at påvirke politikere på Christiansborg. I en dokumentar som sendes onsdag aften på TV 2 følger man et lobby-bureau, der er hyret til at hjælpe brancheorganisationen Dansk Hestevæddeløb på Christiansborg.

I dokumentaren kan man se, hvordan bureauet planlægger en strategi, hvor man prøver at påvirke daværende skatteminister Benny Engelbrechts kone for den vej igennem at påvirke skatteministeren.

- Vi skal også have det til Bennys kone. Hun kan også givetvis blive ramt. De snakker om tingene derhjemme, siger lobbyisten Mads Christian Esbensen fra lobbybureauet Policy Group i dokumentaren.

Oplevet lignende sager

Det endte med at lobbybureauet droppede strategien om at gå efter Benny Engelbrechts kone, men den tidligere minister har før oplevet lignende metoder:

- Jeg synes, det er grænseoverskridende. Det gør jeg. Og jeg er også glad for, at man valgte ikke at gøre det, men jeg har oplevet bureauer og tunge pengeinteresser, som har valgt at bruge denne her tilgang, siger Benny Engelbrecht.

Er du usikker på, hvad lobbyister er for nogen? Så se denne enkle forklaring: 

Mads Christian Esbensen kan ikke se noget problem i fremgangsmåden. Han understreger, at konen er lokalpolitiker, og at det er en naturlig strategi, at man går efter ministerens politiske bagland:

- Det jo helt uskyldigt. Det handler om, at vi kigger på de områder, hvor politikere er valgt ind. Det jo meget normalt, at mange politikere er møder deres ægtefæller i politik, og så er de jo også aktive. I Sønderjylland, hvor skatteministeren er valgt ind, der er hans hustru også valgt ind, siger Mads Christian Esbensen.

Befolkning af politikere uenige om lobbyisme

Du kan se klippet, hvor Mads Christian Esbensen taler om at forsøge at påvirke Benny Engelbrechts kone i toppen af artiklen. Allerede i 22 Skammelsen tirsdag aften sætter TV 2 fokus på emnet lobbyisme.

En megafon-undersøgelse viser, at 48 procent befolkningen mener, at lobbyister er et negativt element i demokratiet. Helt omvendt ser det ud hos folketingspolitikere, hvor kun seks procent i en rundspørge foretaget af bureauet Advice mener lobbyisme er negativt og 63 procent mener, det er positivt.

I samme rundspørge, som 50 folketingspolitikere har svaret på, svarer et flertal af politikerne, at de mener, at lobbyisternes input er med til at kvalitetssikre love og regler. Et af de konkrete input lobbyisterne kommer med er spørgsmål til ministeren, hvilket man også ser i dokumentaren.

Politik til salg

TV 2 sender onsdag klokken 20.50 dokumentaren 'Politik til salg'.

Her følger TV 2 den private lobbyist, Mads Christian Esbensen, der lever af at påvirke politiske sager.

Følg hans arbejde på og uden for Christiansborg.