'Løkke og Thulesen bør mødes mand mod mand'

Du kan se Tirsdagsanalysen på TV 2 PLAY her

Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl bør mødes i en direkte tv-duel forud for afstemningen den 3. december. Sådan lyder opfordringen fra de politiske kommentatorer Peter Mogensen og Michael Kristiansen i  NEWS-magasinet Tirsdagsanalysen:

- Det er Løkke mod Thulesen Dahl. Det er de to hovedfrontfigurer under denne folkeafstemning. Så selvfølgelig skal de stå overfor hinanden, siger Michael Kristiansen.

- Det vil jeg da også sige. To gange, supplerer Peter Mogensen

DF-formand Kristian Thulesen Dahl skrev i går et ugebrev, hvor han opfordrede statsministeren til et direkte duel-møde. Han skrev:

- Kære Lars Løkke Rasmussen. Hermed en opfordring til en direkte duel om afstemningen og konsekvenserne for Danmark. Vælg tid og sted! Jeg vil aflyse næsten alt for at stå klar! Håber du   tager imod min opfordring!

Michael Kristiansen mener, at Lars Løkke Rasmussen (V) vil være godt tjent med at tage i mod udfordringen:

- Det kunne faktisk godt afgøre om det blev et ”ja” eller et ”nej” – resultatet af en duel mellem de to. For det er også to, der kan substansen. Så det ville være super-interessant, siger Kristiansen.

Tirsdagsanalysen

Hver tirsdag bliver der i Tirsdagsanalysen med skarpe analyser sat fokus på uges vigtigste politiske begivenheder.  De to tidligere spindoktorer, Peter Mogensen og Michael Kristiansen, er faste gæster i programmet, hvor TV 2 NEWS' Anne Vig er vært.

Tirsdagsanalysen sendes hver tirsdag klokken 18.10.