Landsmøde styrkede Løkke, men de blå er trætte af ham

En snotforkølet Lars Løkke Rasmussen kom styrket ud af Venstres årsmøde i Herning i weekenden. Forsamlingen lyttede til deres høvding og var tilfredse med det han sagde. Især er der i partiet glæde over, regeringsmagten er genvundet, partiet står i spidsen for en ren Venstre-regering, samarbejdet i toppen af partiet fungerer og resultaterne kommer i hus.

Den slags fylder meget i et parti, som historisk altid har været optaget af den politiske magt, og hvor viljen til ministerposter er en del af selve Venstres DNA.

Politisk kunne årsmødet glæde sig over en regering, der allerede efter et halvt år har hentet store forlig i hus, som har formidlet et bredt samarbejde og som generelt præges af professionel regeringsledelse.

Løkkes sager er ikke glemt

Så må man leve med nogle skævere som f.eks. Carl Holsts hurtige exit og fortsatte svære problemer i Region Syddanmark. Den slags gør ondt, fordi det minder Venstres vælgere, og ikke mindst partiets jyske kernetropper, om at der hele tiden er et eller andet galt med partiets topfolk og forholdet til andres penge.

Nok er Løkkes forskellige bilagssager og tøjindkøb gemt, men ikke glemt.

Det hjælper heller ikke, når en ung og uerfaren minister som Esben Lunde Larsen tonser rundt i en sag om misvisende CV, hans egen families interesser i en vindmøllepark og kristen fundamentalisme. Lunde ligner en minister, der har placeret sig i et skydetelt – som skive.

Deres forhold er ikke varmt

Udenrigsminister Kristian Jensen havde også et godt landsmøde. Forholdet mellem ham og Løkke er ikke varmt – det bliver det aldrig – men de har fundet en rytme, hvor begge er klar over, hvis balancen er i orden, er det en fordel for begge og for Venstre.

Fløjkrigen er om ikke afblæst, så kører den på vågeblus. Nu gælder det regeringsmagten, og ministerholdet har slet ikke tid til andet end at passe deres ministerier og de politiske forhandlinger.

Kristian Jensen er Løkkes naturlige arvtager – hvis statsministeren fik den berømte tagsten i hovedet – men som tiden går, kan også andre melde sig. Troels Lund Poulsen er et bud. Det samme med Søren Pind. Også gruppeformand Søren Gade er et emne, men indtil videre har Gade haft mere travlt med at fortælle om alle de ministerposter han enten sagde nej til eller ikke fik. I det udadvendte fylder han ikke meget som magtfuld gruppeformand for et regeringsparti. Spørgsmålet er også, om Gade overhovedet er kandidat – eller bare holder af at blive omtalt i medierne som sådan.

'Barske Inger går rent ind'

Til gengæld har andre af ministrene haft sikre hænder, når de kørte deres ting hjem. Claus Hjort med en stribe store forlig, Troels Lund Poulsen som erhvervs- og vækstminister som stort set uden et kvæk fra andre end organisationsfolk er i gang med at gennemføre en af de største udflytninger af statslige arbejdspladser i historisk tid, og som primus motor på regeringens vækstplan, der er den reneste blå vare. Søren Pind er også effen om end utraditionel justitsminister. Peter Christensen bliver en dygtig forsvarsminister, Eva Kjer Hansen kører klokke ren Venstre-politik i sit ministerium. Og så er der ikke mindst integrationsminister Inger Støjberg, som henter masser af stemmer på en markant, konsekvent og hårdtslående udlændingepolitik. Med et blidt smil forklarer Barske Inger, at hendes opgave er ’at passe på Danmark’. Den går rent ind.

Men hvor ligger så fælderne for Løkke?

Først og fremmest skal EU-afstemningen hales hjem. Taber regeringen, vil det være et eklatant nederlag for Løkke og hans påstande om, at nej-sigerne indirekte hjælper pædofile, narkohandlere og menneskesmuglere. Hertil kommer de inden – som udenrigspolitiske problemer, der vil følge med et nederlag.

Dernæst vil skatteforhandlingerne til foråret blive en stor udfordring for regeringen. Alt tyder på, at Liberal Alliance vil sætte hårdt mod hårdt uanset om det koster regeringen livet.

Endelig skal Løkke finde en formel på samarbejdet med Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti, der slikker sår efter politiforlig og finanslovsaftale, hvor DF fremstår som den store tabere.

Den rolle gider DF ikke påtage sig, og så meget skylder de ikke Løkke. Faktisk er der langt ind i DFs rækker en enorm træthed over Løkke og hans ledelsesform. Det samme gælder Konservative og LA.

Løkke er tålt, men ikke særlig afholdt. Respekteret, men ikke en, de andre føler særlig meget for. Får han problemer, vil han opdage, at han er en meget ensom mand.

Den opfattelse deles af vælgerne, som i skiftende meningsmålinger udpeger Mette Frederiksen som langt, langt mere populær end Løkke. Ganske vist er der fortsat blåt flertal i målingerne, men det er ikke Løkkes skyld.

Så nok kan Venstres formand glæde sig over, at dette års landsmøde fik et noget bedre forløb for ham end sidste år.

Men så er den historie heller ikke længere.