Esben Lunde sender sin ph.d. til tjek efter rygter om snyd

Ph.d.-afhandlinger ved Københavns Universitet er sjældent interessante uden for en snæver kreds, men uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) oplever lige nu en stor interesse for sin afhandling om Grundtvig, som han afleverede tilbage i 2012.

Afhandlingen, der bærer titlen ”Frihed for Loke saavelsom for Thor: N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv” er ifølge ministeren nu blandt det mest downloadede forskning fra Københavns Universitet. Alene i november har 1.262 brugere downloadet afhandlingen, fremgår det af Københavns Universitets hjemmeside.

- Det er glædeligt, at så mange deler min interesse i Grundtvig - men jeg kan forstå, at nogle også finder det interessant at spekulere i, om der skulle være fejl og mangler i afhandlingen, skriver ministeren på Facebook.

Over for Ritzau uddyber Esben Lunde Larsen, at der verserer der rygter i det videnskabelige miljø om, at han skulle have plagieret andre og sig selv i afhandlingen.

- Jeg har ikke bevidst forsøgt at hverken snyde eller plagiere. Jeg er helt uforstående over for de rygter, der kører, skriver han i en e-mail til nyhedsbureauet. 

"Alle kan tage fejl"

Han har nu bedt Københavns Universitet om at undersøge den videnskabelige praksis i afhandlingen nærmere.

- Et enigt bedømmelsesudvalg med Danmarks fremmeste Grundtvigeksperter har blåstemplet den, men alle kan begå fejl – også mig - så lad os få kigget på den endnu en gang, skriver Esben Lunde Larsen.

Dekanen for Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet Kirsten Busch Nielsen siger i en pressemeddelelse, at det er "en usædvanlig og overraskende sag, der nu bliver rejst". 

- Universitetet tager sager om god videnskabelig skik meget alvorligt og vil nu undersøge, om der er belæg for at foretage en større udredning af sagen. Det rådfører jeg mig med Akademisk Råd om. Vi tilstræber en kultur, hvor der tales åbent om, hvad god forskning er, siger hun. 

Så sent som i sidste uge langede historikeren Henning Tjørnehøj ud efter Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling. Ikke for fejl og mangler, men for en af de grundlæggende præmisser i den. I en kronik i Politiken skrev Tjørnehøj, at Grundtvig ikke var nær så folkelig, som ministeren gør ham til.

- Grundtvig er vor store nationale skjald, men folkelig og socialt bevidst – det var han ikke. Han var lige så socialt blind, som han var åndeligt seende, skrev Henning Tjørnehøj.

Flere uheldige sager

Sagen om mulig videnskabelig uredelighed lægger sig i kølvandet på en stribe sager med Esben Lunde Larsen i hovedrollen.

Først var der den såkaldte cv-sag, hvor ministeren på Folketingets hjemmeside efterlod et indtryk af, at hele hans studietid var foregået på Københavns Universitet, selvom han tilbragte flere år på andre læreanstalter, herunder på det omstridte Dansk Bibel-Institut.

Herefter kom han i fokus, fordi han som folketingsmedlem kaldte en minister i samråd om et vindmølleprojekt ved Stauning Lufthavn uden at nævne, at han selv og hans egen familie havde store økonomiske interesser i projektet. 

Det Teologiske Fakultet vil nu beslutte, hvordan sagen skal belyses. Det vil i første omgang ske via et sagkyndigt udvalg, der kan rådgive om videre sagsskridt, oplyser universitetet i pressemeddelelsen.