Carl Holst forstår mulig politianmeldelse - men er uenig

Tidligere forsvarsminister og regionsrådsformand Carl Holst (V) forstår godt, hvorfor det ser ud til, at han bliver politianmeldt, efter at forretningsudvalget i Region Syddanmark anbefaler regionen at politianmelde ham.

Det fortæller han til Ritzau.

- Det kan jeg på en måde godt forstå, at de gør, når Statsforvaltningen har vurderet, at det, jeg har gjort, ikke var lovligt. Men jeg er ikke helt enig i den vurdering, siger han til Ritzau.

- Men når de nu har vurderet det, er det op til politiet, som skal sætte punktum i denne sag.

Et enigt forretningsudvalg i Region Syddanmark besluttede mandag at anbefale regionsrådet at politianmelde Holst.

Senere mandag mødes regionsrådet for at træffe den endelige beslutning.

Sagen udspringer af, at Carl Holst angiveligt har brugt regionens ansatte til at udføre partipolitisk arbejde for ham, især op til folketingsvalget i juni 2015.

- Jeg har ikke haft intentioner om at bruge regionens ressourcer på en forkert måde. Jeg har bare haft en intention om at gøre det så godt, jeg kunne for at skabe en region så god som mulig, siger Carl Holst.