Overblik: Derfor vil regeringen ikke have grænsekontrol

På trods af højlydte krav fra regeringens støtteparti Dansk Folkeparti om at indføre kontrol ved de danske grænser, har ministre fra Venstre-regeringen gentagne gange afvist at ville indføre grænsekontrol.

Dansk Folkepartis argument for at indføre grænsekontrol - og den deraf følgende registrering af flygtninge og migranter - er, at partiet ønsker overblik over, hvem der rejser ind i Danmark, herunder mulige terrorister.

Herunder kan du høre regeringens argumenter, som de har lydt de seneste par måneder, for ikke at indføre grænsekontrol i Danmark.

Integration- og udlændingeminister, Inger Støjberg (V) den 12. september 2015 efter indførsel af tysk grænsekontrol:

- Vi har kunnet håndtere tilstrømningen og håndteringen af dem, der søger asyl under ordnede forhold. Vores sikkerhed har ikke været truet, integration- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) den 12. september 2015.

- De danske myndigheder har situationen under kontrol. Der er derfor ikke tale om alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i Danmark.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) den 14. september i forbindelse med indførslen af tysk grænsekontrol:

- Jeg ser ingen grund til at indføre grænsekontrol i Danmark. Den mængde af migranter og flygtninge, der kommer til Danmark i øjeblikket, er af en størrelse, hvor vi kan håndtere det.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) den 11. november i forbindelse med indførslen af svensk grænsekontrol:

- Det (grænsekontrol, red.) kan meget vel føre til, at Sverige får flere og ikke færre asylansøgere.

- Det (grænsekontrol, red.) ville med sikkerhed betyde, at vi ville få flere og ikke færre asylansøgere i Danmark

- Jeg er optaget af, at vi, så langt som vi selv har kontrol over det, holder antallet af asylansøgere nede i Danmark. Hvis vi rykkede den problemstilling ned til den dansk-tyske grænse, så ville vi altså sige til folk, at enten søger I asyl i Danmark – også jer, der egentlig var på vej til Sverige eller Norge eller Finland – eller også returnerer I. Så ville det med sikkerhed betyde, at vi ville få flere og ikke færre asylansøgere i Danmark.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, den 12. november efter kritik fra Dansk Folkeparti i forbindelse med indførslen af svensk grænsekontrol.

- Konsekvensen af grænsekontrol er, at man spørger alle flygtninge, om de ønsker asyl eller ønsker at rejse hjem. Det, tror jeg ikke, Søren Espersen ønsker«.  

- Det er sådan set et udtryk for, at vi er en del af Schengensamarbejdet og ikke ønsker at gøre livet besværligt for almindelige danskere og europæere. Vi har den frie bevægelighed.

Justitsminister Søren Pind (V) den 13. november efter kritik fra Dansk Folkeparti.

- Jeg synes, regeringens handlinger taler sit helt tydelige sprog, og havde Danmark i september gjort, som Dansk Folkeparti siger (indføre dansk grænsekontrol, red.), så kunne vi nu have omkring 50.000 asylansøgere i Danmark og dermed en fuldstændig uoverskuelig situation.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) den 13. november efter indførslen af svensk grænsekontrol:

- Det er fuldt inden for Schegen-reglerne, hvad Sverige har gjort. Spørgsmålet er, om det er klogt. Det tvivler jeg på, siger Kristian Jensen.

Justitsminister Søren Pind den 20. november i forbindelse med forlængelse af den svenske grænsekontrol:

- Vi prøvede i dagene i begyndelsen af september, hvordan det reelt var at indføre grænsekontrol, og det var ikke særligt vellykket. Det er ikke til Danmark, langt de fleste vil. Det er et andet sted.

Efter kritik fra Sverige op en opfordring fra den svenske regering om at indføre grænsekontrol, lød det fredag fra Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen, at han ikke vil afvise, at der på et tidspunkt kommer grænsekontrol i Danmark, men at det i den nuværende situation  - trods asylpresset – ikke er nødvendigt.