Løkke inviterer til fest i whiskybæltet

Med denne finanslov holder Lars Løkke Rasmussen fest for de rigeste i Danmark. På gæstelisten: De mest velhavende boligejere, folk med store biler og arvinger til virksomheder. De fattigste i dette samfund får dog også lov til at bidrage. De skal nemlig samle regningen op.

Absurd? Det kan man roligt sige. Med finansloven prioriterer regeringen nemlig de mennesker i Danmark, der allerede har mest at gøre godt med. Venstres slogan er godt nok, at det skal kunne betale sig at arbejde – men for de mest velhavende danskere, der gælder samme logik åbenbart ikke. Her er en skatterabat på sin plads uden at man skal yde ekstra af den grund.

Til at finansierer gildet henter Venstre så pengene på verdens fattigste, kontanthjælpsmodtagerne, på uddannelse og på klima og miljø. Eller med andre ord – de områder som vi ellers sammen med den tidligere regering investerede i; netop for at sikre en god fremtid for de kommende generationer.

Enorme udfordringer banker på døren. Klimakrisen, flygtningekrisen og mangel på faglært arbejdskraft. Desværre peger regeringens løsninger ikke mod fremtiden, men handler kort og godt om at belønne vennerne i erhvervslivet og på strandvejen. Det er trist. Det er kortsigtet. Det er helt ærligt dumt!

Jeg synes Lars Løkke Rasmussen burde ændre sin titel fra statsminister til afviklingsminister. Med denne finanslov barberer blå blok uddannelse, ulandsbistand og klima- og miljø-området. Alle områder der skal gøre fremtiden bedre for de kommende generationer.