DF afviser S-anklage: Vi skærer ikke i kontanthjælpen

Skal der indføres et loft eller skæres i kontanthjælpen?

Sådan spurgte studievært Kim Bildsøe Lassen partilederne i Demokratiets Aften på DR1 få dage før folketingsvalget i juni. Som den eneste partileder i blå blok svarede Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl ”nej” til spørgsmålet.

Det får nu Socialdemokraternes socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, til at tage ordet ”løftebrud” i sin mund.

S: Man tager fra dem, der har mindst

- Det er ikke til at misforstå, og det undrer mig såre, fordi Dansk Folkepartis stemmer er afgørende for at kontanthjælpsloftet kan gennemføres, siger hun til TV 2.

Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at Dansk Folkeparti gør sig skyldig i et ”kæmpe svigt”.

- Hvis Kristian Thulesen Dahl var stået ved sit løfte kunne han dermed have forhindret, at man tager fra familier, der i forvejen har svært ved at få enderne til at mødes. Det har en konkret betydning ude i virkeligheden for nogle mennesker, der i forvejen sidder hårdt i det, lyder det fra S-ordføreren.

DF: Vi skærer ikke i grundydelsen

Men hos Dansk Folkeparti melder man hus forbi. Partiets beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, der har været med til at forhandle aftalen på plads, mener, at partiet har sagt det samme hele tiden.

- Jeg mener bestemt ikke, vi er ude i et løftebrud her. Vi har hele tiden sagt, at vi ikke ville være med til at skære i grundydelsen, og det har vi ikke gjort, siger han og fortsætter:

- Vi har også sagt, at vi er parat til indføre et loft over kontanthjælpen, og at vi også gerne vil genindføre 225 timers-reglen. Samtidig har jeg sagt, at man aldrig må kunne få mere ud af at være kontanthjælp end man ville få ud af et job til mindsteløn.

Ganske som Bent Bøgsted siger, har Kristian Thulesen Dahl blandt andet sagt til Berlingske Nyhedsbureau tilbage i april, at han vil gøre det ”krystalklart, at vi ikke er med på at skære i folks ydelser”.

'Man kan godt sge, at vi skærer, men...'

Tilbage til valgdebatten på DR1. Her stemte Kristian Thulesen Dahl ”nej” til at indføre et loft eller skære i kontanthjælpen. Hvordan kan det hænge sammen? Jo, forklarer Bent Bøgsted:

– Det er fordi han der forholder sig til at skære i grundbeløbet. Det vil vi ikke være med til, og derfor stemte han nej.

Men summa summarum er jo stadig, at der bliver skåret i ydelsen, hvis man ikke lever op til 225 timers-reglen – og altså ikke arbejder 225 timer om året? - Man kan godt sige, at vi med 225 timers-reglen skærer i grundydelsen, men vi har flere gange sagt, at vi er parat til at genindføre den regel. Og vi nedsætter ikke grundbeløbet permanent.

225 timers-reglen betyder altså, at de, der ikke arbejder nok, bliver skåret i ydelsen. Er det ikke et løftebrud? - Jeg synes ikke, man kan sige, det er decideret løftebrud. Jeg synes, vi er rimelig godt dækket ind med aftalen, lyder det fra Bent Bøgsted.

Det nye kontanthjælpsloft træder i kraft 1. april næste år og ventes at bidrage med 530 millioner kroner, som regeringen vil bruge på skattelettelser til de lavest lønnede lønmodtagere.