Thulesen til regeringen: Drop det taktiske spil

Det kan være selvfølgelig være taktik, når Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, opfordrer Venstre-regeringen til at droppe sit taktiske spil i forbindelse med de mange forhandlinger, der kører sideløbende i øjeblikket.

Men det står i hvert fald fast, at DF i øjeblikket er en central spiller både i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, politiforhandlingerne og forhandlinger om yderligere stramninger på udlændingefronten.

Der gisnes om, at regeringen muligvis nøler med hele processen for at finde ud af, hvor meget DF som blå bloks største parti skal have på det ene område og i forlængelse af det give sig på et andet område.

Den snak kender Thulesen Dahl også selv til.

Men nu vil han have regeringen i gang - især efter Sveriges udmelding om, at man ikke længere kan garantere indkvartering til flygtninge, der kommer til landet.

Udlændingeforhandlinger ligger stille

Mens forhandlingerne om finanslov og politiforlig har fundet sted i weekenden uden at føre til et resultat, har udlændingeforhandlingerne ligget stille i over en uge.

- Det er normal forhandlingstaktik, så jeg vil ikke kritisere regeringen for at tænke på den måde.

- Men denne situation (flygtningekrisen, red.) er nu så alvorlig og presserende, at man skal lægge det taktiske spil, som regeringen sikkert har haft gang i, til side og få løst den udfordring, der er.

- Og det gør vi ved at tage nye redskaber i brug som for eksempel statslige centre og kontrol ved vores grænser, siger Thulesen Dahl.

Han henviser til at huse mennesker, som får asyl, i statslige centre og ikke integrere dem gennem kommunerne. Det vil ifølge DF understrege, at man kun skal opholde sig i Danmark midlertidigt og ikke kan forvente en permanent bopæl her i landet.

Desuden går DF fortsat meget målrettet efter at få en form for fysisk grænsekontrol.

Sker det, vil det for DF være en stor værdipolitisk sejr, som kan få partiet til at stemme for både politiforlig og en finanslov med en offentlig vækst, der ligger langt fra DF's valgløfter om 0,8 procent.

Mandag har der ikke været officielle forhandlinger - hverken i forbindelse med finanslov, politiforlig eller udlændingestramninger.