Boligjobaftale på plads: Nu får du fradrag for bredbånd

Regeringen, Dansk Folkeparti, SF og Alternativet er blevet enige om de nærmere detaljer i den grønne Bolig-Jobordning, som partierne gav håndslag på kort efter folketingsvalget.

Ud over fradrag for energiforbedrende ombygninger, bliver der også råd til at give fradrag for bredbånds-forbindelser.

Og det glæder skatteminister Karsten Lauritzen (V).

- Jeg er glad for, at regeringen er nået til enighed med et bredt flertal om en ny grøn Bolig-Jobordning. Med den nye ordning fastholder vi en løsning, som hjælper den travle børnefamilie, samtidig med at vi gør det mere favorabelt at renovere boligen med energivenlige løsninger samt understøtter etableringen af velfungerende bredbåndsforbindelser i alle dele af Danmark, siger Karsten Lauritzen.

Den nye ordning giver et fradrag på 6000 kroner per person for service i hjemmet, mens der bliver et fradrag på 12.000 kroner per person til håndværksydelser med "et grønt sigte". 

Skatteminister Karsten Lauritzen siger til TV 2, at han helst havde set, at den nuværende ordning, der udløber ved årsskiftet, havde fortsat, men at hans mindretalsregering har været nødt til at lytte til SF og Alternativet, der ønskede en mere grøn profil.

- Internet er vigtig for energirenovering

Der er også blevet råd til at lade fradraget omfatte tilslutning til bredbånd, hvilket især vil komme landets yderområder til gavn. Umiddelbart ikke et tiltag, der lyder specielt grønt, men det mener Karsten Lauritzen godt, at der kan argumenteres for.

- Hvis man skal med på den grønne omstilling, er det en god idé at kunne gå på internettet og finde ud af, hvordan man energirenoverer sin bolig, får bestilt en rådgiver og går ind og indberetter sit fradrag. Så det kan man godt tale ind i den her grønne Bolig-Jobordning. 

Bredbånd ikke udtryk for grøn tankegang

Hos SF erkender skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen, at bredbånd ikke har meget med grøn omstilling at gøre.

- Det er simpelthen en ordning, der er kommet ind ved siden af. Det var et ønske fra nogle partiers side, og vi synes kun, at det er godt at få bredbånd ud i hele landet, siger Lisbeth Bech Poulsen og fortsætter:

- Fordi aftalen også blev markant billigere, end det Skatteministeriet havde forventet, fordi vi har pillet så mange ting ud, som vi ikke syntes kunne retfærdiggøres som en grøn boligjobordning, så sagde vi ja til det, forklarer Lisbeth Bech Poulsen.

På trods af, at ikke alt i den nye Bolig-Jobordning er grønt, er Lisbeth Bech Poulsen tilfreds med den nye aftale.

- Vi har været gennem noget tovtrækkeri for at definere, hvad der er grønt. Men jeg er meget glad for resultatet, og ordningen er også billigere, end man havde regnet med, fordi vi har taget mange ting ud, siger skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen.

Ændringerne i de omfattede ydelser har virkning for arbejde, der udføres den 1. januar 2016 og senere.

Der sker ingen ændringer for de hidtil omfattede serviceydelser som almindelig rengøring, vinduespudsning, børnepasning og almindeligt havearbejde.

Boligjob-ordningen

I 2015 kan hver voksen årligt trække 15.000 kr. fra i skat. Ordningen gælder for udgifter afholdt fra den 1. januar i år.

I år kan bl. a. rengøring, børnepasning, havearbejde og vinduespolering trækkes.

I 2016 og 2017 gøres fradraget »grønt« og gives f. eks. til energibesparende boligforbedringer. Nøgleordene i den nye boligjobordning er grøn omstilling, klima og energi. Men der er fortsat fradrag at hente hente for vinduespudsning og rengøring - og som noget nyt også for at få indlagt bredbånd.

Fradraget er på 6000 kroner per person for serviceydelser som rengøring og 12.000 kroner per person for håndværksydelser med "et grønt sigte" samt tilslutning til bredbånd.

Det var ventet, at ordningen fra 2016 ville koste omkring 800 mio. kr. om året, men det tal er nu blevet halveret, således at prisen fremover bliver på omkring 400 millioner kr. årligt. Pengene skal hentes på finansloven.

Du kan se alle de fradragsberettigede ydelser på Skatteministeriets hjemmeside.