Udlændingekortet tager stik igen

Kortspillere kender det. Trumf-es kan kun spilles en gang. Spørgsmålet er hvornår og hvordan. Anderledes i dansk politik. Her spiller de blå politikere udlændingekortet igen og igen.

Lavere ydelser skal gøre det mindre attraktivt at være flygtning i Danmark. Permanent ophold bliver sværere at opnå og familiesammenføring mere bøvlet og senere. Den hårde linje slår igennem i regeringens politik og forhandlinger. Integrationsminister Inger Støjberg svinger taktstokken sammen med Dansk Folkeparti og de øvrige blå partier.

Imens er socialdemokraterne begyndt at råbe løftebrud. Et rekordstort asylsøgertal i oktober på 3.500 var ikke lige det, som Lars Løkke Rasmussen gik til valg på. Her messede han gang på gang ”færre asylsøgere og mindre tilstrømning” og kun i få svar på kritiske spørgsmål var den plads til at indrømme, at herre over farlige bådture over Middelhavet eller kaotiske folkevandringer gennem Balkan var han ikke. I tv-debatterne mod daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt fremmanede han derimod uden noget med småt, at Venstres ”fair og faste” udlændingepolitik løste det meste.

Hvis nogen dengang i valgkampen før sommer havde sagt, at en Venstre-ledet regering ville acceptere 1.000 flygtninge fra en EU-kvote, var de blevet taget under kærlig behandling af et tæskehold fra Venstre.

Forståeligt nok, at socialdemokraterne mener, statsministeren både dengang og i dag har det for let i den offentlige debat. Men det socialdemokratiske råb om løftebrud kommer sent. Det var ikke Mette Frederiksens ord, da hun sagde ja til Løkke med støtte i EU-forhandlinger og den frivillige kvote-tildeling.

Socialdemokraterne skulle smides ud af Støjbergs forhandlinger forleden, før de vendte tilbage til velkendt retorik om løftebrud. Og selv i dag kan man ikke få Mette Frederiksen til at bruge vendingen ”rulle tilbage” om den nuværende regerings stramninger, hvis hun vinder næste valg.

Flyttet sig

Udlændingepolitikken har igen flyttet sig. Og de øvrige røde partier – de radikale inklusive – skal ikke forvente at få socialdemokraterne med på lempelser, sådan som det skete sidst i 2011, da de erobrede flertallet.

To ting er blevet for store for socialdemokraterne. Problemerne i sig selv og Dansk Folkeparti.

Kommunerne er ved at segne og borgmestre af alle partifarver samler sig i nødråb fra det fælles Kommuneparti, de alle føler sig som mere medlemmer af end Christiansborg-afdelingerne af deres eget parti.

Senest i et nødskrig om flygtningelandsbyer. To til tre store flygtningebyer i barakker administreret af staten naturligvis. Lad nu være, at forslaget mangler svar på det første spørgsmål: ”Hvor skal de ligge?”, der i sig selv kunne udløse en politisk borgerkrig. Men selvfølgelig siger regeringen nej. Statslige flygtningelandsbyer vil være begyndelsen på en glidebane, hvor staten overtager flere og flere af integrationsopgaverne.

En tanke, som næppe vil savne opbakning hos mange af de borgmestre, der ellers i andre sammenhænge jamrer over, at Christiansborg vil bestemme for meget.

Lykkedes ikke

Foreløbig må Mette Frederiksen konstatere, at det ikke lykkedes at klæbe sig til forhandlingsbordet hos Inger Støjberg. Heller ikke, selv om S-formanden gik så langt, at flere gruppefæller begyndte at sige fra.

Selvfølgelig blev hun smidt ud. De blå partier vil ikke devaluere værdien af udlændingekortet ved at dele den del af det med socialdemokraterne. Hvis Støjberg under ordrer fra Lars Løkke havde haft en interesse i et bredere forlig, så havde hun nok fundet plads til den nødhjælpspakke til børnefamilierne, som var den socialdemokratiske betaling for at acceptere integrationsydelsen.

Enigheden kommer med finansloven

Nu kommer blå enighed om strammere udlændingepolitik i sammenhæng med finansloven. En finanslov, hvor der på de økonomiske områder er mindre at prale af. En række Venstre-ministre må imødese sønderlemmende kritik af besparelser. Men, med lidt held tager udlændingekortet alligevel stikket hjem ved at skygge for brokkeriet.

Og i kampen om vælgerne kan socialdemokraterne endnu en gang se Kristian Thulesen Dahl få gemt problemer med Morten Messerschmidt af vejen samtidig med, at accept af nedskæringer bliver overtrumfet af nye ”sejre” på udlændingeområdet.

Socialdemokraterne prøver alligevel at trøste sig med, at netop løftebrudsdiskussionen om antallet af asylsøgere vil gøre det sværere for Løkke at spille udlændingekortet igen ved næste valg. Problemet for Mette Frederiksen er blot, at nok er hun ikke under anklage for brud på løfter, men det er selve den socialdemokratiske politik, vælgerne stadig ikke tør stole på. Håbet er så nu, at de opdager, hun rent faktisk har flyttet sig.

Bealstet troværdighed

Det kan godt være, at løftebruddet og håndteringen af kaos belaster statsministerens flossede troværdighed også på dette område. Det kan selv Venstre-folk indse. Alligevel er deres klare forventning, at det næppe vil få vælgerne til at svigte den blå blok på udlændingeområdet – der er jo altid Inger Støjbergs nyvundne popularitet eller de andre partier.

Socialdemokraterne derimod, de kæmper nu med Mette Frederiksen-retorik for at ændre de indgroede vælgerfordomme om partiets slaphed. Lykkedes det trods blå bloks stramninger, er næste folketingsvalg så godt som vundet.

Uanset hvad. Udlændingekortet bliver spillet igen.