Fremgang til Venstre rækker ikke: Regeringen har tabt flertallet

Det går bedre for Venstre.

Partiet, der i september fik sin værste måling siden den såkaldte tøjsag sidste sommer, har nu rettet sig noget op og ville få 18,3 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag. Det viser den seneste meningsmåling, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken.

Mens Venstre i målingen ligger et stykke under valgresultatet, fortsætter Socialdemokraterne fremgangen med et procentpoint og ville få 27,1 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag. Også Liberal Alliance, Radikale Venstre og Enhedslisten høster en beskeden fremgang svarende til en lille procent hver.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Målingen er derimod trist læsning for Det Konservative Folkeparti, der fortsætter tilbagegangen til 2,8 procent. Det er det laveste niveau, Megafon har målt partiet til siden december 2012. Også Dansk Folkeparti går tilbage, men er med 19,9 procent fortsat Folketingets største borgerlige parti. DF fik 21,1 ved valget i juni.

Styrkeforholdet mellem de to blokke er fortsat, at Socialdemokraterne og resten af oppositionen kan tælle til 88 mandater i Folketinget, mens Venstre og støttepartierne har 87. For at kunne indtage Statsministeriet får Mette Frederiksen (S) altså brug for mindst to nordatlantiske mandater. Ved det seneste folketingsvalg pegede alle fire nordatlantiske mandater på en socialdemokratisk ledet regering.

Megafon-målingen er foretaget som en telefonundersøgelse i perioden 26.-28. oktober. 1.020 respondenter har deltaget.

Sådan fordeler mandaterne sig

Mandater fra sidste måling i parentes.

  • Socialdemokraterne: 48 (46)
  • Radikale Venstre: 9 (9)
  • Konservative: 5 (5)
  • SF: 8 (8)
  • Liberal Alliance: 15 (15)
  • Kristendemokraterne: 0 (0)
  • Dansk Folkeparti: 35 (37)
  • Venstre: 32 (30)
  • Enhedslisten: 15 (15)
  • Alternativet: 8 (10)

Kilde: Megafon for TV 2 og Politiken