Venstrefløjen om Belal-sag: Rent tankepoliti

Der er mildt sagt hovedrysten på venstrefløjen i Folketinget efter at det borgerlige flertal har pillet den 25-årige Belal El-Khatib af det lovforslag, der ville have givet ham dansk statsborgerskab.

Oprindeligt var han indstillet til at få statsborgerskab på dispensation, men den konservative udlændingeordfører Naser Khader opdagede hans navn i bunken og fik en afstemning i udvalget om ham.  Belal El-Khatib siger tirsdag til TV 2, at han ønsker demokratiet afskaffet og erstattet af et kalifat, men at det skal ske ad demokratisk vej.

Det mener man i de borgerlige rækker er i strid med den troskabs- og loyalitetserklæring, som alle ansøgere til dansk statsborgerskab skal skrive under på. Foruden troskab og loyalitet over for landet lover man også her, at man vil overholde lovene og ”respektere grundlæggende danske retsprincipper”.

SF: Farlig vej at bevæge sig ned ad

I SF mener indfødsretsordfører Jacob Mark, at det borgerlige flertal agerer ”tankepoliti”.

- Det er en ret farlig vej at bevæge sig ned ad. Jeg kan forstå på Naser Khader, at han inden på fredag vil tjekke flere ansøgere. Skal vi som politikere sidde på Google og Facebook og finde ud af hvad folk mener? Det er altså sådan noget, man gør i diktaturstater, siger han til TV 2.

Flertallets måde at opføre sig på er et brud på ytringsfriheden, mener SF’eren.

- Jeg synes personligt, manden har nogle ret idiotiske holdninger. Men det er nu engang sådan i Danmark, at der skal være plads til at have idiotiske holdninger, siger han, der gerne så, at grundloven blev ændret helt på området. Hvilket dog ”har lange udsigter”, konstaterer han.

'Den er helt gal'

Heller ikke Alternativet er begejstret. Den er helt galt med sagsbehandlingen i Folketingets indfødsretsudvalg, lyder det fra partiets udlændingeordfører.

- Partierne sorterer i hvem de vil have med på lovforslaget og hvem de ikke vil have på. Det er ren vilkårlighed. Jeg har foreslået, at ministeriet laver en bedre sortering efter helt faste kriterier, og så må vi i udvalget have nogle faste kriterier for hvem vi giver dispensation, siger Ulla Sandbæk til TV 2.

Det er i hendes optik helt forkasteligt, at et flertal i Folketinget på denne måde udfører sindelagskontrol, mener hun, der gerne så, at man ikke blot lavede udvalgets praksis om, men ændrede hele loven. Det kræver en grundlovsændring, og det er ifølge Ulla Sandbæk ikke realistisk med mindre det er en del af en større revision.

- Skulle der komme en grundlovsændring af andre grunde, vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at lave indfødsretsbestemmelsen om. Den er lavet i en helt anden tid, og med mindre man gør sig meget umage med at tage så meget af sagsbehandlingen ud af indfødsretsudvalget som overhovedet muligt, så er den meget lidt håndterbar, siger hun.

EL: Selv en nazist bør kunne få statsborgerskab

Enhedslistens indfødsretsordfører Johanne Schmidt-Nielsen kalder det borgerlige flertals beslutning for ”sindelagskontrol i sin reneste form”.

- Selv hvis en erklæret nazist søgte statsborgerskab – altså en, jeg på ingen måde sympatiserer med – ville jeg mene, at vedkommende skulle have statsborgerskab, hvis vedkommende lever op til reglerne, siger hun og fortsætter:

- Det kan ikke nytte noget, at vores rettigheder som borgere afhænger af hvilke politiske holdninger, vi har. Det er sindelagskontrol i sin reneste form, siger hun.

Hos Socialdemokraterne vil indfødsretsordfører Astrid Krag (S) ikke kommentere sagen yderligere. Hun skriver i en sms til TV 2, at hun synes, det er uetisk at diskutere sagen videre i offentligheden.

- Jeg har siddet med hans sag inklusiv patientjournaler og sygehistorik under fortrolighed. Jeg har ikke mere at tilføje sagen og synes det er sørgeligt og politisk plat at mine kollegaer, der har siddet med de samme fortrolige sagsoplysninger som mig og kører videre, skriver hun.