Vil stramme igen: Her er de nye kriterier for familiesammenføring

Et nyt forslag fra regeringen skal dele folk, der vil have familiesammenføring op i to grupper. Dem der er 'integrationsegnede' og dem, der 'potentielt er integrationsegnede.'

Tilhører man den første gruppe, skal det ifølge forslaget være lettere at opnå familiesammenføring, mens det skal være sværere for dem, der havner i gruppen 'potentielt integrationsegnede,' det skriver Berlingske.

I forslaget har regeringen opstillet fire kriterier. For at undgå stramningerne i det nye udspil fra regeringen, skal man som minimum opfylde tre af de fire kriterier eller i 'særlig grad' opfylde to ud af de fire kriterier.

Vil skærpe kravene, hvis man ikke lever tilstrækkeligt op til kriterierne

De fire kriterier er:

1.    Erhvervserfaring. 

2.    Uddannelse.

3.    Sprogkundskaber – kendskab til engelsk, tysk eller et af de nordiske sprog.

4.    Integrationsrelevante forhold – eksempelvis frivilligt arbejde.

Hvis man ikke lever tilstrækkeligt op til kriterierne, vil regeringen skærpe kravene, før en familiesammenføring kan gennemføres.

Blandt andet vil regeringen se på, hvor længe den herboende udlænding, der vil have sin ægtefælle til landet, har haft permanent opholdstilladelse. I dag er kravet tre år, og det foreslår regeringen hævet til ti år.

Vil spare staten for op mod 100 mio. kr.

Forslaget er en del af de stramninger, regeringen præsenterer fredag.

- Der er for mange familiesammenførte, som ikke bliver en reel del af det danske samfund, og som bidrager for lidt. Det ønsker jeg at gøre op med, for det er et helt grundlæggende princip, at skal man familiesammenføres, så er det, fordi man vil Danmark, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg til Berlingske.

Hun forventer, at stramningerne vil føre til, at 500 færre personer hvert år vil opnå opholdstilladelse i Danmark ved familiesammenføring. Ifølge ministeren vil staten på den måde kunne spare i omegnen af 100 millioner kroner.

Udover de fire kriterier skal et nyt forslag også gøre det sværere at få et familiemedlem til Danmark, hvis man er bosat i et ghetto-område som eksempelvis Gellerupparken i Aarhus, Mjølnerparken i København eller Vollsmose i Odense.

- Hvis du bosætter dig i en ghetto, kan du ikke få familiesammenføring. Det er ikke for at diskriminere folk, det er for at prioritere integrationen højst muligt. Det at bosætte sig i en ghetto, hvor der ikke bliver talt dansk, og hvor man ikke integrerer sig i det danske samfund, det skal vi væk fra, siger Venstres integrations- og udlændingeordfører Marcus Knuth (V).