Krænkende DF-annonce i retten: I dag falder dommen

Københavns Byret afsiger fredag dom i en injuriesag, som 15 nye danske statsborgere har anlagt mod Dansk Folkeparti.

Statsborgere har sagsøgt Dansk Folkeparti for æreskrænkelser med krav om en erstatning på 10.000 kroner til dem hver.

Baggrunden er en annoncekampagne fra Dansk Folkeparti tilbage fra 2013, hvor de 15 dengang nybagte danske statsborgere alle blev navngivet under overskriften "Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed. Nu bliver han dansker."

Troede først det var en joke

I alt knap 700 personer stod opført med navns nævnelse i DF-annoncen, der blev indrykket i flere aviser. Anledningen var, at én af de 700 personer ifølge Politiets Efterretningstjeneste havde udvist "bekymrende" og "mistænkelig" adfærd.

- Jeg troede først, det var en joke, da jeg hørte det fra mine venner. Jeg blev ked af det og virkelig hårdt ramt af det psykisk, fortalte en af sagsøgerne, Aladdin Bouhania, i august i Københavns Byret.

- Det tog mig lang tid at komme mig over det. Man ved jo aldrig, om nogen bliver usikker på, hvem jeg er. Folk, der er tæt på mig, ved det jo godt, men jeg er bange for, hvad andre, der ikke kender mig 100 procent, tænker om mig.

Advokat: Annonce er ikke ytringsfrihed

De 15 sagsøgere mener, at Dansk Folkeparti med annoncen overtrådte straffelovens bestemmelse om æreskrænkelse, og at også Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev krænket.

I flere domme er det tidligere slået fast, at der en udvidet ytringsfrihed i politiske diskussioner. Men her gik partiet over stregen, mener deres advokat Poul Hauch Fenger.

- Heller ikke politikere, selv om de har en udvidet ytringsfrihed, må betegne borgere eller befolkningsgrupper som værende til fare for statens sikkerhed. Dermed siger man direkte eller indirekte, at de er terrorister, udtalte advokaten i august til Ritzau.

Københavns Byret ventes af afsige dom i sagen klokken 13.