Analyse: De konservatives krise er et resultat af flere års misrøgt

Der er i dag flere danskere, der spiller håndbold i deres fritid, end der er vælgere, der stemmer konservativt. Så ja; Det Konservative Folkeparti er i krise.

Det Konservative Folkepartis krise er i høj grad historien om overmod. Om Ikaros, der fløj så højt, at han kom for tæt på solen. Vingerne smeltede, og Ikaros styrtede i havet og døde.

Siden 80’erne har de konservative drømt drømmen om tidligere tiders storhed. Man ville flyve lige så højt som Schlüter. I forsøget forlod man sin politiske og vælgermæssige base.

Det stærkeste eksempel er fra 2009, hvor den daværende formand Lene Espersen faldt de offentlige ansatte om halsen. De var de nye kernevælgere. Den offentlige sektor var det nye konservative projekt. De konservative skulle kendes på andet end fædrelandskærlighed og modstand mod topskat.

De konservative forlod den sikre havn søgende efter tidligere tiders storhed. Små to år efter blev Lene Espersen tvunget til at gå af. Lars Barfoed overtog formandsstolen, og faldende meningsmålinger tvang ham mod sikker havn. Men misrøgten af partiets politiske base var i mellemtiden blevet udnyttet af de andre partier i blå blok. Den sikre havn var forsvundet. Dansk Folkeparti havde sat sig på fædrelandskærligheden og den hårde retspolitik, og Liberal Alliance var så småt ved at blive synonym med lavere skat.

Siden har både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance cementeret deres positioner. Liberal Alliance sad stille hele valgkampen og fik alligevel 7,5 procent af stemmerne. Årsagen: Partiets politiske profil var tindrende klar. Og Dansk Folkeparti kunne gå til valg på sloganet: ”Du ved, hvad vi står for”. De konservative var blevet til grin, hvis de havde valgt et lignende slogan.

Det Konservatives Folkepartis politiske profil er efter års flakken og mangelfuld strategisk styrring uklar, og derfor er den politiske berettigelse vigende. Kun 3,4 procent af vælgerne kunne den 15. juni se en grund til at lade sig repræsentere af partiet.

Partiet er et såret dyr, der politisk er trængt op i en krog. De gamle mærkesager er taget af andre partier, og de konservative har ikke den mandatmæssige styrke til at erobre det tabte land tilbage.

Nøden har derfor tvunget de konservative til at finde nye mærkesager. Ikke fordi de har lyst, men fordi partiet er nederst i den politiske fødekæde. De må tage, hvad de andre ikke vil have. Problemet for de konservative er, at der ofte er en grund til, at de ledige standpunkter er ledige: Der er sjældent vælgere i dem.

De nye konservative mærkesager er groft sagt kamp mod nedskæringer af udviklingsbistanden, grøn klimapolitik, indsats mod indbrud og bekæmpelse af de obligatoriske lektiecafeer. Og så selvfølgelig den nye kronjuvel: En fastfrysning af grundskylden.

Gør det Det Konservative Folkeparti til et folkeparti? På Christiansborg er der stort set ikke nogen, der tror på det. Ikke ud over de konservative. Og indtil videre er vælgernes dom klar - de køber ikke pakken.

Spørgsmålet er, om der er en fremtid for Det Konservative Folkeparti. Onde tunger på Christiansborg tvivler. Manglen på mandater, talentmasse og i sidste ende politisk berettigelse bliver trukket frem som argumenter.

Det er dog for tidligt at fælde dom. Men alene det, at partiets overlevelse bliver diskuteret som et åbent spørgsmål understreger krisen. Og krisen; den kan de konservative i høj grad bebrejde sig selv.