Støjberg strammer igen: Nu skal det være sværere at få permanent ophold

Regeringen er nu klar til at forhandle med Folketingets partier om næste runde af de bebudede stramninger på udlændingeområdet.

Stramningerne vil, hvis de bliver vedtaget, betyde, at både indvandrere og flygtninge, der gør sig håb om at få permanent opholdstilladelse i Danmark fremover skal bestå prøven i Dansk 2 – i dag er det tilstrækkeligt med Dansk 1. Desuden skal udlændinge, der er dømt for kriminalitet vente 50 procent længere tid.

Venstre-regeringen lægger også op til at skærpe beskæftigelseskravet. Hvor man i dag skal have været i job tre år inden for de seneste fem år, skal det fremover hedde 2,5 år inden for de seneste tre år. Endelig skal ansøgerne opfylde mindst to af fire supplerende betingelser: Aktivt medborgerskab eller bestået medborgerskabsprøve, ordinært fuldtidsjob i fire år ud af de seneste 4,5 år, en årsindkomst på gennemsnitligt 300.000 kroner de seneste to år og en bestået prøve i Dansk 3.

Flygtninge skal ikke undtages fra reglerne med mindre det vil være i strid Danmarks internationale forpligtelser ikke at give dem permanent ophold.

Regeringen lægger samtidig op til en enkelt lempelse – nemlig, at man fremover skal kunne søge om permanent ophold efter fire år i Danmark og ikke som nu først efter fem år.

Integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) forhandler med Folketingets partier fra klokken 13 om den del af finansloven, der handler om udlændingeområdet. Drøftelserne kommer også til at handle om ydelser og reglerne for familiesammenføring.