EU-regler modsiger Messerschmidt: Karlsson var medlem

Medlem af Europaparlamentet Rikke Karlsson mener nu at der er dokumentation for, at hun var medlem af det europæiske parti MELD allerede i 2014, som Dansk Folkeparti har tilsluttet sig i EU.

Under stor mediebevågenhed forlod hun tidligere på ugen Dansk Folkeparti, fordi hun blev nægtet adgang til 2014-regnskabet for partiet MELD. Hun satte spørgsmålstegn om pengene var brugt korrekt, og hun ville derfor vide, hvad de var gået til.

Stemmesluger og partiprofil Morten Messerschmidt har afvist hendes ønske om at se regnskabet med henvisning til, at hun ikke var medlem af partiet i den periode, som regnskabet handler om, og at hun derfor ikke har et legitimt krav på at se regnskabet.  

Rikke Karlsson mener nu, at der var dokumentation for at hun var medlem af MELD i 2014.

- Det er dejligt, at det nu er ude af verden, sĂĄ man i stedet kan koncentrere sig om det, det hele handler om, nemlig hvad pengene er brugt til, siger Rikke Karlsson, til tv2.dk

Udsagn modstrider Europaparlamentet 

Da TV 2s korrespondent Lotte Mejlhede i onsdags spurgte Morten Messerschmidt, hvorfor Rikke Karlsson ikke måtte se 2014-regnskabet for MELD, svarede han:  

- Hun var ikke medlem i 2014

- Jo, hun blev medlem lige efter parlamentsvalget i 2014, sagde Lotte Mejlhede.

- Det her, det ved jeg faktisk noget om. Det fungerer på den måde, at man skriver under på, at man vil melde sig ind i august måned – og medlemsskabet gælder først fra 1. januar. frem til 31. december. Det vil sige, at det følger kalenderåret, replicerede Morten Messerschmidt.

Han mener altså, at Rikke Karlsson først var medlem af MELD fra 1. januar 2015. En pointe han har gentaget flere gange. Udsagnet er dog i modstrid med Europaparlamentets regler for tildeling af støtte til europæiske partier.

Karlsson var med på ansøgerliste

For at MELD kunne søge flest mulig penge til 2015 skulle Rikke Karlsson være medlem i 2014. Systemet er skruet sådan sammen, at støtten til de europæiske partier – i det her tilfælde MELD – i høj grad afhænger af, hvor mange medlemmer af Europaparlamentet, der er en del af partiet. Og europaparlamentarikerne skal være medlemmer af det pågældende parti inden ansøgningsfristen d. 1. oktober året før.

Det fremgår af Europaparlamentets regler for partistøtte:

- I henhold til (…) fastsættes det tilskudsbeløb, som tildeles hvert parti, på grundlag af antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet, som er medlem af det ansøgende parti på den sidste dato for indgivelse af ansøgninger.

Pressechefen for Europaparlamentet bekræfter overfor tv2.dk, at reglerne skal forstås sådan, at europaparlamentarikerne skal være medlemmer af de ansøgende partier senest i september inden året for ansøgningen:

- Ansøgninger om støtte for et år skal senest sendes ind i september året før og den ansøgning skal også indeholde en liste over de medlemmer af de politiske partier, som ansøger om støtte, og størrelsen af støtten afhænger af antallet af medlemmer af Europaparlamentet, siger Marjory van den Broeke.

Listen over navne på europaparlamentarikere, som står på MELD’s ansøgning om støtte i 2015, er ikke offentlig tilgængelig, men Rikke Karlsson har fået bekræftet af Europaparlamentets administration at hendes navn fremgik.

Morten Messerschmidt har ikke ønsket at lade sig interviewe omkring de nye oplysninger om Rikke Karlssons medlemskab i 2014. Han skriver i en sms, at han fastholder at hun ikke var medlem af MELD i 2014 og at det ifølge MELDs opfattelse af reglerne er sådan, at MELD selv må bestemme, om Rikke Karlsson og andre i lignende situationer er fuldgyldige medlemmer før 1. januar.

- Det ændrer bare intet på, at vi i 2014 havde adkomst til 1/22 af MELDs midler, skriver Morten Messerschmidt i en sms. Han vil stadig ikke lade Rikke Karlsson se det fulde regnskab for MELD i 2014. 

Det siger reglerne

Tilskuddet kan ikke bruges til at dække udgifter som:

- kampagneudgifter i forbindelse med folkeafstemninger og valg (undtagen valg til Europa-Parlamentet)

- direkte eller indirekte finansiering af nationale partier, kandidater og politiske fonde, både på nationalt og europæisk plan.

Kilde: Europa-Parlamentet/Jyllands-Posten