Rikke Karlsson til Messerschmidt: Hvad blev fondsmidlerne brugt på?

Tirsdag valgte EU-parlamentarikeren Rikke Karlsson fra Dansk Folkeparti at forlade sit parti for at blive løsgænger i Bruxelles.

Hun meldte sig ud af partiet efter en uoverensstemmelse med partifællen Morten Messerschmidt omkring et regnskab, hvor Messerschmidt ifølge Karlsson ikke har ønsket at udlevere detaljerede oplysninger om, hvad han har brugt nogle specifikke fondsmidler på. 

Det drejer sig om EU-fondene Feld og Meld. Feld er en europæisk fond i tilknytning til den politiske alliance Meld (Movement for a Europe of Liberties and Democracies), hvor Morten Messerschmidt sidder i bestyrelsen.

- Jeg har ikke været ude med beskyldninger. Jeg kommer ikke og siger, at der har været svindlet med de midler. Jeg bliver bare enormt bekymret, og jeg føler, jeg skal tage ansvar for noget, som jeg ikke har mulighed for at få aktindsigt i. 

- Jeg siger blot, at den her klub, den her fond, hvor jeg har tegnet mig som medlem, der bliver jeg nødt til at vide, hvad de midler er blevet brugt til. For jeg vil ikke være med til at godkende noget, jeg ikke kan få at vide, hvad handler om, siger Rikke Karlsson, da TV 2 møder hende i Bruxelles.

Intet personligt med Messerschmidt

Rikke Karlsson afviser fuldstændig, at hendes udtrædelse af partiet skyldes  et anstrengt forhold til Morten Messerschmidt. 

- Den her konflikt mellem Morten og mig. Den handler ikke om, om vi har kunnet lide hinanden eller ej. Vi har opført os som høflige mennesker hele vejen igennem, siger RIkke Karlsson.

Det er en voldsom beslutning at forlade partiet. Hvad var det, der fik dråben til at flyde over for dig?

- Det handler i høj grad om, at jeg har et ansvar for, hvad de midler er blevet brugt til. Og når jeg ikke har nogen mulighed for at få at vide, hvad de her midler har været brugt til, så vil jeg hellere trække mig fra Dansk Folkeparti og sige, at så fralægger jeg mig ansvaret, siger Rikke Karlsson.

Hun fortæller, at hun flere gange har spurgt Morten Messerschmidt om, hvilke og hvor mange midler, der er til rådighed, hvortil han har svaret, at det kan han ikke lige huske, og at det bliver styret af Dansk Folkeparti. 

Brugte penge på julekort og annoncer

Rikke Karlsson har altså forladt Dansk Folkeparti, fordi hun ikke kan få svar på, hvad fondsmidlerne er blevet brugt på.

Politiken kan dog løfte noget af sløret for, hvad pengene er gået til.

For eksempel fremgår det af Dansk Folkepartis eget blad fra december 2013, at Mortens Messerschmidts årlige julekort er blevet til i samarbejde med Feld.

Politiken skriver ligeledes, at der er blevet brugt penge på annoncer med Morten Messerschmidt og Kristian Thulesen Dahl på eb.dk og pol.dk i 2015. 

Som et tredje eksempel er Morten Messerschmidts egen bog 'Dagbog fra EU' blevet til med brug af penge fra Feld. 

Messerschmidt: Rikke skulle være kommet til mødet

TV 2 har talt med Morten Messerschmidt, som er noget forundret over Rikke Karlsson.

Han forklarer, at han satte et møde op for blandt andre Rikke Karlsson, så hun kunne få svar på sine spørgsmål. 

- Jeg synes, Rikke Karlsson skulle være mødt op til det møde, som var sat op, hvor alt blev gennemgået. Det er en måneds tid siden. Jeg var ikke en del af det, det var vores generalsekretær i det europæiske parti, som minutiøst kunne gennemgå organisation, den måde pengene bliver brugt på, den måde revisionen foregår på med forhåndsgodkendelserne osv. Men Rikke dukkede aldrig op, siger Morten Messerschmidt.

Rikke Karlsson og hendes sekretær påstår imidlertid, at de ikke har modtaget nogen invitation. 

- Så var vi selvfølgelig mødt op, lyder det fra Rikke Karlsson.

Den udmelding møder hovedrysten hos Morten Messerschmidt.

- Okay. Men så må folk jo selv tænke, hvorfor i alverden jeg dog skulle sætte et møde op med kun en af vores medlemmer. Det giver jo absolut ingen mening. Rikke Karlsson var også inviteret. siger Messerschmidt og fortsætter:

- Og må jeg ikke bare sige, at når man laver projekter i forbindelse med de europæiske partier og fonde, som alle partier jo er tilsluttet. Så er det jo ikke noget en enkelt MEP’er sidder og skalter og valter med. Det er noget, som gennemgår en minutiøs forhåndsgodkendelsesproces og også efterfølgende revision.

Han henviser desuden til, at det regnskab, som Rikke Karlsson har efterspurgt, i dag er blevet lagt op på Europaparlamentets hjemmeside.

- Jeg har jo gået de sidste 24 timer og sagt, at det var lige på trapperne. Her kan alle se regnskabet, som er revideret og godkendt uden anmærkning af noget som helst, siger Morten Messerschmidt.

Af regnskabet fremgår det, at Meld fik seks millioner kroner mens Feld fik tre. Morten Messerschmidt forklarer, at pengene har været fordelt på de daværende 22 medlemmer. Så de penge, som Dansk Folkeparti har kunnet råde over, har været omkring 50.000 euro.

- De penge har været igennem en revision. Jeg tilbød Rikke Karlsson, at hun kunne sidde sammen med Meld og Felds generalsekretær og få regnskabet gennemgået. Jeg kan ikke sidde og redegøre for alle detaljer, ligesom et revisionsfirma kan. Derfor syne jeg, det var mere rigtigt, at hun talte med ham. Og derfor arrangerede jeg det møde, som hun så valgte ikke at deltage i, siger Morten Messerschmidt.

I videoen nedenfor kan du høre Messerschmidts udlægning af sagen.

Har ikke bedt hende om at skrive under på noget

Rikke Karlsson har kritiseret, at hun af Morten Messerschmidts sekretær skulle være blevet bedt om at skrive under på nogle papirer om, at hun skulle have deltaget i nogle møder. Møder, som hun aldrig har været til. 

- Hvis der er en assistent, der har forelagt hende dokumenter, som ikke vedrører hende, så er det selvfølgelig en fejl. Det er bare ikke noget, jeg kan stå på mål for. Jeg har aldrig nogensinde bedt nogen om at skrive under på noget som helst, som ikke vedrører dem, siger Morten Messerschmidt.

I toppen af artiklen kan du se interviewet med Rikke Karlsson i fuld længde.