Her vil EL hente milliarder til at lette skatten i bunden

Det skal være slut med at sige om Enhedslisten, at partiet er bedre til at bruge pengene end til at finde dem. Det er ræsonnementet bag partiets forslag til en finanslov, der er overfinansieret med mere end 11 milliarder kroner.

Når partiet på den yderste venstrefløj har fundet så mange ekstra milliarder uden at disponere med dem i første omgang skyldes det dels en stærk skepsis mod de beregninger, økonomerne i Finansministeriet foretager, men også at man vil være sikker på, at der kan blive råd til skattelettelser i bunden.

– Vi vil gerne hæve bundfradraget, så ikke blot de danskere med de laveste lønninger, men dem med de laveste indkomster generelt får gavn af det. Uanset om man er på arbejdsmarkedet eller ej, er det de fattigste, der er blevet snydt hver eneste gang, der er lavet en skattereform, siger Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted til TV 2.

Dagpenge, ældre og klima

Partiet afsætter 3 milliarder kroner til at rulle dagpengereformen tilbage, mens yderligere 3,1 milliarder afsættes til at sikre minimumsrettigheder til ældre hjemmehjælpsmodtagere. For 0,4 milliarder kroner vil Enhedslisten sørge for, at Danmark lever op til ambitionerne om at reducere CO2-udslippet med 40 procent i 2020.

Endelig skal en pulje på 2 milliarder kroner årligt sikre, at der skabes job og udvikling i landdistrikterne. I alt vil Enhedslisten med at bruge 24,5 milliarder kroner, mens partiet har fundet indtægter for 36,1 milliarder kroner. De penge er fundet hos dem, der har mest.

– Vi anviser finansiering, der ikke vil ramme almindelige lønmodtagere. Dem, der kommer til at bidrage mere til fællesskabet er nogen af de mest velhavende virksomheder og borgere, forklarer han.

Med livrem og seler

Opskriften på at finde pengene er blandt andet at rulle lettelser i top- og selskabsskatter tilbage, øge beskatningen af kapitalindkomst, indføre en millionærskat samt en skat på finansielle transaktioner. Her er der en vis usikkerhed omkring provenuet, erkender Pelle Dragsted.

– Vi går med livrem og seler her for at være sikker på, at de forslag, vi kommer med er fuldt finansieret, men også for at have et råderum. Vi lægger os i den grad på den sikre side, og det er nyt, siger han.

Enhedslisten ligesom Folketingets øvrige partier indkaldt til sættemøde om finansloven fredag. Her møder partiet 13.15, men her er Pelle Dragsted ikke alt for optimistisk.

- Det bliver næppe Enhedslisten, der indgår i en finanslovsaftale i år. Vi er simpelthen for langt fra Venstres planer om at skære i velfærden, siger han.

Enhedslisten indgik sidste år en finanslovsaftale med den daværende SR-regering. Det forløb kaldte på selvransagelse i partiet, sagde Pelle Dragsted tidligere på måneden til TV 2.