Aftale på plads om elbiler

En aftale på tværs af politiske blokke er på plads om elbiler.

Venstre, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre er ifølge aftalen blevet enige om at udfase afgiftsfritagelsen på elbiler frem mod 2020.

Jesper Petersen (S) og Martin Lidegaard (R) bekræfter aftalen på Twitter, og Jesper Petersen tilføjer, at aftalen gør, at de små elbiler vil forblive på et lavt prisniveau, mens "luksuselbiler" bliver dyrere.

Til gengæld er det ikke godt for Teslaen.

- Den store overraskelse er, at Teslaen får et kæmpe smæk, så man næsten betaler fuld afgift af den, siger TV 2s finansredaktør Ole Krohn.

Partier har forladt forhandlinger

Torsdag forlod Liberal Alliance forhandlingerne om vilkårene for el-biler og her til morgen fulgte Det Konservative Folkeparti efter.

- Vi ville gerne have været med i aftalen, og vi havde gerne set, at danskerne fortsat skulle have mulighed for at købe de miljøvenlige el-biler billigt. Men planen fra regeringen har ikke været sammenhængende, ikke grøn nok, og den har slet og ret været dårlig for langt de fleste danske bilister, sagde Brian Mikkelsen om bruddet.

En ny aftale betyder, at man vil indfase en gradvis overgang til afgifter af el-bilerne over fem år, således at afgiften indfases med 20, 40, 65 og til sidst 100 procent i 2020.

Enhedslisten og SF er ikke med i aftalen, da partierne ikke mener, at den ikke er "ambitiøs nok".

- Der er stadig behov for at holde hånden under el-bilmarkedet i længere tid, siger Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested til Ritzau.

De Radikales Martin Lidegaard beskriver på Twitter aftalen som "ikke perfekt, men langt bedre end alternativet".

Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, beskriver det som "en nænsom indfasning, der også tager hensyn til almindelige bilejere".

Liberal Alliance forlod forhandlingerne allerede torsdag med besked om, at partiet ikke kunne stå inde for en aftale, da man ifølge skatteordfører Merete Riisager ikke kunne gå med til, at det skulle blive dyrere at være bilejer.

- Det er ganske velkendt, at vi vil gøre alle biler billigere - uanset om de kører på el, benzin eller diesel. Men vi anerkender også, at en afgiftsfritagelse på el-biler er bedre end ingenting, så længe man ikke sender regningen videre til andre bilejere eller hæver en anden afgift, sagde hun torsdag.

Opdateres...