Når sociale medier bliver for meget

Lad mig med det samme slå én ting fast: Jeg gør det også selv, bruger de sociale medier og har en smartphone. Derfor ønsker jeg heller ikke at belære nogen. Det handler mere om, at vi får en debat om vores brug af smartphones, iPads og computere i det offentlige rum. Det har vi brug for.

TV 2 bragte for noget tid siden en udsendelse om, hvordan smartphones, computere og sociale medier virker forstyrrende i skolernes undervisning, i dette tilfælde et gymnasium. Eleverne mister evnen til at koncentrere sig, når de helt tiden lige skal tjekke, hvad der foregår på Facebook eller Instagram.

Det lod til, at nogle lærere helt havde opgivet at gøre noget ved problemet – måske fordi de bare nyder freden. For elever med hovedet nede i smartphonen udfordrer jo ikke roen i klasseværelset.

Til gengæld viste målinger af elevernes tilstedeværelse på internettet, at flere af dem var mentalt fraværende i mange timer på en enkel uge.

Nu sidder jeg selv i Folketingets formandsstol og kan nogle gange føle mig som en slags klasselærer. Jeg skal bede om ro i salen, når folketingsmedlemmer i udkanten af salen har gang i samtaler under debatten. Jeg skal anmode om, at man bruger de korrekte tiltaleformer. Sådan har det altid været. Når støjniveauet når en vis højde, må jeg som noget helt naturligt gribe ind.

Som i alle andre sammenhænge, hvor mere end to mennesker er sammen, må der nemlig være regler, som tager hensyn til den enkelte.

Men hvad gør vi i grunden ved de mange iPhones, iPads og computere i folketingssalen? De elektroniske anordninger er jo først og fremmest tænkt som arbejdsredskaber, og jeg må jo sådan set gå ud fra, at det også er sådan, de bliver brugt. Men alligevel kan jeg godt regne ud, at det ikke udelukkende er informationssøgning og dagsordener, der løber over de mange små skærme.

På BTs ungdomsside ”BiTE” gjorde man en række interessante observationer under statsministerens åbningstale i tirsdag – og her drager man også parallellen til klasseværelset med de mange ukoncentrerede elever. En del lader til at kede sig – men langt de fleste sidder og ”tweeter” på nettet. Beviset leveres med talrige politiker-tweets fra tilstedeværende politikere, ”når nu folkeskoleelever ikke må lege med telefonen i timen”, som det bliver bemærket.

Ja, eleverne har ikke helt uret. Jeg bemærkede det også selv fra formandsstolen. De sociale medier fylder meget. De er tilstede overalt og i alle sammenhænge. Jeg vil ikke afvise værdien af en ”selfie” til de mange venner på Facebook, eller en lille ”tweet” om det politiske indhold af statsministerens tale – jeg gør det også selv. Problemet opstår, når der efterfølgende skal holdes øje med reaktionerne på Facebook- eller Twitteropslaget. Hurtigt kommer der kommentarer, og dem vil mange helst besvare med det samme.

Dermed har Facebook og Twitter nemt overtaget hele debatten. Hvis jeg som en anden ”klasselærer” kunne slå ned på de åbenlyst ukoncentrerede og spørge, om de nu også kan gengive, hvad der lige er blevet sagt, ville resultatet sikkert være nedslående. For opmærksomheden er slet ikke i salen. Opmærksomheden flagrer i stedet rundt i det virtuelle rum, i ”cyberspace”. Det er for meget af det gode.

De sociale medier har gået deres sejrsgang. De er til stede ved alt fra fødsler til begravelser. De er til stede i den kollektive transport, ved møder og i klasseværelserne. Overalt ser man de blege ansigter, som bliver lyst op af det blålige skær fra skærmen. I forbindelse med TV 2s udsendelse nævnte en ekspert, at vi i fremtiden vil se tilbage på nutiden med stor undren over, at vi tillod den ukontrollerede brug af smartphones på alle steder og i alle sammenhænge. Det gav mig et vist håb om, at vi bliver mere fornuftige. Måske kan vi ligefrem vinde koncentrationen tilbage?