Søren Pind går ind i Levakovic-sag

Se 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie' på TV 2 PLAY

Justitsminister Søren Pind (V) går nu ind i sagen om Sigøjnerbossen Gimi Levakovic, der tirsdag fik Østre Landsrets ord for, at han ikke skal udvises af Danmark, selvom han blev fundet skyldig i besiddelse af en halvautomatisk Walther P38-pistol samt for trusler mod en anden roma-famillie, som han lejede et værelse hos.

Søren Pind oplyser på sin Facebook-side, at han nu vil anmode Rigsadvokaten om at sørge for, at sager som Levakovic-sagen så vidt muligt afprøves i Højesteret.

Østre Landsrets dom har givet stærke reaktioner fra både på Christiansborg og hos offentligheden, der mener, at Gimi Levakovic bør kunne udvises, da han er kroatisk statsborger og har et langt synderegister.

Sagen om Gimi Levakovic har fået flere retsordførere til at efterlyse en strammere linje i udvisningsssager, og den store medieopmærksomhed får nu justitsministeren til at gå ind i sagen.

Men han vil ikke stå for en strammere lovgivning på området, før Højesteret har mulighed for at vurdere sagerne.

- Det gælder ikke mindst, når vi har med sager som Levakovic-sagen at gøre, hvor landsretten har delt sig i en 3-3 afgørelse, skriver han på Facebook.

Hensyn til børnene

Gimi Levakovic blev for alvor kendt efter TV 2-dokumentaren ’Sigøjnerbossen – og hans berygtede familie’. Han har boet i Danmark, siden han var to år gammel, men han har aldrig haft et arbejde. Det var hans to yngste børn på 10 og 15, der vejede tungest i dommernes afgørelse. 

Gimi Levakovic har alene forældremyndigheden over de to mindreårige børn, og derfor lagde retten vægt på, at det ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel otte at skille børnene fra deres far. Artikel otte siger blandt andet, at "enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance."

I april blev Gimi Levakovic' to brødre Django og Stefano Levakovic udvist for bestandigt efter at have begået et groft hjemmerøveri mod en 77-årig mand i Kastrup.

Levakovic-familien er i medierne blevet navngivet som ’Danmarks mest kriminelle familie’. Herunder kan du se et interaktivt udsnit af familiens stamtræ. Kør musen henover billedet og få flere detaljer om familien.

Hvem er Levakovic?

  • Familien Levakovic kom til Danmark i begyndelsen af 1972.
  • Familien består i dag af omkring 50 personer, der bor i København og omegn.
  • Alle voksne i familien - på nær én - har én eller flere domme på straffeattesten.
  • Fem mænd fra familien Levakovic har i dag fået en udvisningsdom - alle afsoner stadig i danske fængsler.