Thulesen Dahl roser Løkkes åbningstale: Mange gode takter

Der var mange gode takter i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbningstale.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, som mener, at danskerne kan være godt tilfredse med, at der er kommet en ny regering.

- Jeg sad flere gange og tænkte på, at hvis nu Helle Thorning havde holdt talen i dag, så havde der nok ikke været den samme betoning i forhold til et Danmark i balance med udflytning af statslige arbejdspladser. Og der havde nok heller ikke været den samme betoning af sundhedspolitikken, siger Kristian Thulesen Dahl.

Glad for fokus på udlændingepolitikken

DF-formanden hæftede sig også ved, at Lars Løkke Rasmussen i sin tale betonede de udfordringer, Danmark står overfor i forhold til den verserende flygtningekrise.

Regeringen ønsker at føre en stram og mere fast udlændingepolitik end den tidligere S-R-regering. Og det er noget, der falder i god jord hos Thulesen Dahl.

 - I Statsministerens tale var der en erkendelse af, at de vilkår som Danmark tilbyder, betyder noget i forhold til, hvor mange mennesker, der kommer hertil.

- Vil man gerne have, der skal komme færre, og det sagde statsministeren var regeringens ambition, lige som det er Dansk Folkepartis ambition, jamen så kræver det jo også, at vi kigger på de vilkår, der gælder, når man kommer til Danmark, siger Kristian Thulesen Dahl.

Mandag indgik regeringen en bred aftale, der strammer reglerne for at få dansk statsborgerskab.

Hvad er Folketingets åbning?

  • Det nye folketingsår er fastsat til at starte den første tirsdag i oktober. 
  • Det er bestemt via Grundloven, at Folketingsåret skal starte på dette tidspunkt.
  • Normalt går Folketinget på sommerferie efter Grundlovsdag 5. juni og samles først igen den første tirsdag i oktober klokken 12. Det er dog ikke en daseferie.
  • Åbningen betegnes som en festdag, og begivenheden bliver markeret på flere måder - heriblandt med deltagelse af de kongelige.
  • Torsdagen efter er der, traditionen tro, åbningsdebat i Folketingssalen. En debat, der typisk tager mange timer.