Rød blok revser Løkke: - Som at høre en dårlig plade fra nullerne om igen

De røde partier savner især fokus på velfærd og klimaudfordringerne i statsministerens åbningstale.

- Lars Løkke Rasmussen har intet lært.

- Man savner handling bag ordene.

- Lidt er åbenbart nok.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skal nok ikke spørge de røde partier om et 12-tal for sin tale til Folketingets åbning tirsdag.

Kritikken hagler nemlig ned over statsministerens tale, der ifølge Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, lader meget tilbage at ønske.

- Jeg vil først og fremmest sige, at ord ikke gør det hele. Hvis man gerne vil det danske velfærd og sikre, at vores børn har gode pasningsmuligheder, samt reel omsorg for vores ældre, koster det noget, siger hun.

- Jeg savner vilje og handling bag ordene fra statsministeren.

- Der er ikke mange penge i de kommende år, men der er lidt, og det skal bruges på kernevelfærden, siger Mette Frederiksen.

Enhedslisten: Har Løkke ikke lært af sine fejl?

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, følte sig efterladt i en tidslomme efter at have hørt åbningstalen.

- Det er som at høre en dårlig plade fra nullerne om igen. Når jeg hører talen, så tænker jeg, at Løkke intet som helst har lært af de mange fejl, han og Venstre har begået, og som har kostet Danmark dyrt.

- Man vil arbejde for skattelettelser i toppen, samtidig med at man skærer på de mest udsatte, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hos Alternativet finder man talen decideret "nedslående". Partiets politiske leder, Uffe Elbæk, forstår ikke, hvorfor klimaproblemerne ikke blev nævnt i talen.

- Enten agerer regeringen bevidst imod bedre vidende eller også er der skyklapper på. I mine øjne er det sort snak at sløjfe indsatsen for et bedre klima og miljø med henvisning til fremtidens generationer. Lidt er åbenbart nok.

- Det er hverken i nuværende - og da i særdeleshed ikke i fremtidens - generationers interesse, at regeringen totalt tilsidesætter miljø- og klima, siger Elbæk i en skriftlig kommentar.

SF-formand Pia Olsen Dyhr tilslutter sig Alternativets kritik og kalder det "skræmmende", at Løkke ikke nævner klimaet blot to måneder inden klimatopmøde i Paris.

- Men det interesserer åbenbart ikke Danmarks statsminister, siger hun.

Hvad er Folketingets åbning?

  • Det nye folketingsår er fastsat til at starte den første tirsdag i oktober. 
  • Det er bestemt via Grundloven, at Folketingsåret skal starte på dette tidspunkt.
  • Normalt går Folketinget på sommerferie efter Grundlovsdag 5. juni og samles først igen den første tirsdag i oktober klokken 12. Det er dog ikke en daseferie.
  • Åbningen betegnes som en festdag, og begivenheden bliver markeret på flere måder - heriblandt med deltagelse af de kongelige.
  • Torsdagen efter er der, traditionen tro, åbningsdebat i Folketingssalen. En debat, der typisk tager mange timer.