Rift om billetterne: Her står de i kø til Folketingets åbning

Flere mennesker var stået tidligt op tirsdag morgen for at få billetter til dagens store politiske begivenhed: Folketingets åbning.

Arne og Rita Hjorth var taget hele vejen fra Brønderslev i Nordjylland for at se begyndelsen på det nye folketingsår, og de var allerede ankommet omkring klokken 5.30. 

- Vi har altid fulgt med i, hvad der sker i Folketinget, og så synes jeg, at det er specielt i år, hvor den første kvinde skal til at være formand (Pia Kjærsgaard, red.), siger Arne Hjorth til TV 2.

- Det har været et ønske i mange år - også af ren interesse for, hvordan det foregår i Folketinget. Vi føler, at vi skal være lidt med alle sammen, tilføjer Rita Hjorth. 

Artiklen fortsætter under videoen

Klokken 7 åbnede billetsalget, og ifølge TV 2's reporter Marie Rønde var der kun omkring 20 billetter til salg. Flere stod derfor i kø for at få fingre i de eftertragtede adgangspas.

- Der er rift om billetterne for at komme ind og overvære denne her helt specielle dag, lyder det fra Marie Rønde. 

Åbningen betegnes som en festdag, og begivenheden bliver markeret på flere måder. Der er blandt andet fornemt besøg fra kongehuset, hvor dronningen med sin familie er repræsenteret, lige som repræsentanter fra selvstyre-regeringerne fra Grønland og Færøerne også er på plads.

Det hele begynder i folketingssalen klokken 12.00.

Først skal der vælges en formand og fire næstformand. Herefter vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holde sin åbningstale.

Du kan følge Folketingets åbning direkte på TV 2 NEWS og på tv2.dk. Se også den store grafik nedenfor: Hvem repræsenterer egentlig dig i Folketinget?

Disse opgaver får Pia Kjærsgaard som Folketingets nye formand:

Hvad er Folketingets åbning?

  • Det nye folketingsår er fastsat til at starte den første tirsdag i oktober. 
  • Det er bestemt via Grundloven, at Folketingsåret skal starte på dette tidspunkt.
  • Normalt går Folketinget på sommerferie efter Grundlovsdag 5. juni og samles først igen den første tirsdag i oktober klokken 12. Det er dog ikke en daseferie.
  • Åbningen betegnes som en festdag, og begivenheden bliver markeret på flere måder - heriblandt med deltagelse af de kongelige.
  • Torsdagen efter er der, traditionen tro, åbningsdebat i Folketingssalen. En debat, der typisk tager mange timer.