Løkke klar til at udvide krigen mod Islamisk Stat: Vi kan ikke bare se passivt til

- Terror er et onde, vi skal blive ved med at bekæmpe. Målet er fred og fremgang, så familier ikke bliver tvunget på flugt, men kan leve i deres eget land.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde i sin tale ved Folketingets åbning, at regeringen er åben for at se på et bredere mandat for den danske militære indsats mod terrororganisationen Islamisk Stat (IS).

Det sker efter, at danske F-16 kampfly netop er vendt hjem efter et års kamp mod IS i Irak. På grund af nedslidt mandskab og materiel er kampflyene trukket tilbage og erstattet af en radarstation.

Men planen er, at de danske kampfly igen skal i luften, når de danske piloter og mekanikere har fået en tiltrængt pause herhjemme. 

- Vi ser ikke passivt til, når IS brutalt forgriber sig på lokalbefolkningen og fører terrorkrig mos os.

- Når vi sender flyene ud igen, er regeringen åben for at se på et bredere mandat for den danske indsats. Jeg håber, Folketinget er parat til at bakke op, så vi kan være med dér, hvor vi gør størst nytte - også med vores kampfly, lød det fra Lars Løkke Rasmussen i åbningstalen.

Socialdemokraterne bakker op

Også hos socialdemokraterne er man klar til at styrke indsatsen mod IS. Sådan lyder det fra partiets formand, Mette Frederiksen.

- Vi er umiddelbart positive for at udvide. Vi er oppe imod stærke og mørke kræfter, fortæller S-formanden.

- Verdenssamfundet og Danmark er nødt til at forholde sig til, hvordan vi bedst angriber dem, som angriber civilbefolkningen og vores frihed, siger hun.

Hvad er Folketingets åbning?

  • Det nye folketingsår er fastsat til at starte den første tirsdag i oktober. 
  • Det er bestemt via Grundloven, at Folketingsåret skal starte på dette tidspunkt.
  • Normalt går Folketinget på sommerferie efter Grundlovsdag 5. juni og samles først igen den første tirsdag i oktober klokken 12. Det er dog ikke en daseferie.
  • Åbningen betegnes som en festdag, og begivenheden bliver markeret på flere måder - heriblandt med deltagelse af de kongelige.
  • Torsdagen efter er der, traditionen tro, åbningsdebat i Folketingssalen. En debat, der typisk tager mange timer.