Folketingets åbning betyder krig på de sociale medier: - De vil gå til stålet

Når de danske politikere i dag samles i folketingssalen til et nyt folketingsår, er der ikke blot lagt op til en politisk dag - det er også en af de årlige topbegivenheder på de sociale medier.

For ikke blot vil folketingsmedlemmerne selv være aktive på bl.a. Twitter og Facebook undervejs i åbningen - de har også kørt loyale partisoldater i stilling, som sidder parat ved tastaturet til at tegne fronterne op mellem de to fløje i Folketinget. 

Det fortæller Benjamin Rud Elberth og Astrid Haug, eksperter i sociale medier.

Under den sidste åbningstale, som blev udført af den daværende socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt, udsprang der ikke mindre end 230 tweets fra folketingsmedlemmer, hvilket efterfølgende fik flere politikere til at erklære, at de sociale medier var ved at tage overhånd.

Ikke desto mindre skal man regne med, at det tal kan blive endnu højere i år. 

- Det er det første opgør mellem regeringen og oppositionen siden sommerferien. Jeg tror virkelig, de vil gå til stålet. Der kan godt ligge en smule bitterhed siden valget, siger Astrid Haug.

Krudt i kanonerne

Og de politiske partier er faktisk så godt forberedt på en kamp på de sociale medier, at de mest velforberedte politiske sekretariater på forhånd har skrevet tweets, som er klar til at blive fyret af. 

- Man forbereder sig lidt som en krig. Der skal være krudt i de kanoner, som gør mest ondt, siger Benjamin Rud Elbert.

Ikke mindst statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal ruste sig til at blive beskudt af oppositionen. 

- Han vil uafbrudt få nålestik for, hvordan han ikke har planer for Danmark. Der skal nok blive sat tryk på, og nogle gange kommer politikerne og partisoldaterne også til at skrabe bunden for at appellere til journalisterne.

Samtidig understreger de to eksperter, at de bedste udmeldinger på de sociale medier dog opstår i øjeblikket, når man fanger en fortalelse eller noget uplanlagt på talerstolen. 

Du kan følge Folketingets åbning live på TV 2 News og på tv2.dk. 

Nedenfor kan du se et interaktivt kort over, hvem der repræsenterer dig i Folketingets nye sammensætning.

Oplysningerne er primært hentet fra folketinget.dk, men også suppleret med oplysninger fra folketingsmedlemmernes personlige hjemmesider samt nyhedsartikler. Oplysningerne om medlemmernes sociale medier er leveret af Troels Strægaard Runge

Hvad er Folketingets åbning?

  • Det nye folketingsår er fastsat til at starte den første tirsdag i oktober. 
  • Det er bestemt via Grundloven, at Folketingsåret skal starte på dette tidspunkt.
  • Normalt går Folketinget på sommerferie efter Grundlovsdag 5. juni og samles først igen den første tirsdag i oktober klokken 12. Det er dog ikke en daseferie.
  • Åbningen betegnes som en festdag, og begivenheden bliver markeret på flere måder - heriblandt med deltagelse af de kongelige.
  • Torsdagen efter er der, traditionen tro, åbningsdebat i Folketingssalen. En debat, der typisk tager mange timer.