Sværere at blive dansker: Her er de nye krav

Man skal have godt styr på det danske sprog, straffeattesten skal være helt ren og fakta omkring det danske samfund skal være på plads.

Sådan kan Regeringens skærperede krav for at få dansk indfødsret kort opsummeres.

Regeringen indgik mandag en aftale med Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Socialdemokraterne omkring reglerne for at opnå dansk statsborgerskab.

- Der er en aftale. Det er en gedigen opstramning i forhold til tildeling af statsborgerskab i Danmark. Man skal beherske det danske sprog. Man skal holde sig ude af kriminalitet, og man skal være selvforsørgende, siger Inger Støjberg (V) om aftalen.

Her er kravene

Mere specifikt indeholder kravene en skærpelse inden for fem punkter:

Sprogkrav

  •  Ansøgere skal fremover bestå den skriftlige og mundtlige prøve i Dansk 3 i stedet for Dansk 2. Det svarer til, at man skal mestre dansk på 9. klasse-niveau mod tidligere 7. klasse-niveau. Ansøgere, der har været selvforsørgende i otte et halvt år inden for de seneste ni år, skal som i dag alene bestå Prøve i Dansk 2.

Selvforsørgelse

  • Kravet på selvforsørgelse skærpes, så ansøgere skal have været selvforsøgende det seneste år samt i alt 4,5 af de seneste 5 år. I dag er kravet 2,5 år. 

Statsborgerskabsprøve erstattes af en ny indfødsretsprøve

  • Den nuværende prøve om blandt andet dansk hverdagsliv og politik udvides fra 32 til 40 spørgsmål, og antallet af rigtige svar skal være 32 mod 22 i dag.
  • Det svarer til, at ansøgere fremover skal svare rigtigt på 80 procent af spørgsmålene mod godt 73 procent i dag.

Straffeattest

  • Det såkaldte vandelskrav strammes - kravet til ansøgernes offentlige værdighed forstået som en ren straffeattest. Hvis man har begået kriminalitet, går der i dag mellem tre og 20 år, før man kan søge om statsborgerskab. Regeringen og partierne har aftalt at øge den tidsramme med 50 procent. 
  •  Har man i dag fået en dom for kriminalitet kan det betyde, at man i en vis periode (karensperiode) vil være udelukket fra at kunne få permanent opholdstilladelse. En betinget frihedsstraf medfører eksempelvis en karensperiode på tre år fra tidspunktet for afsigelse af endelig dom.

Speciallægeerklæring

  •  Ansøgere, der har psykiske lidelser som eksempelvis posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), skal have en speciallægeerklæring, der dokumenterer deres lidelse. I dag er det tilstrækkeligt med en almindelig lægeerklæring.

 Kilde: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Udlændingestyrelsen.