Alternativet afviser kritik: Vi har ikke givet nogen mundkurv på

Den tidligere integrationsordfører og folketingskandidat for Alternativet Uzma Ahmed har forladt partiet, oplyste hun i går på Facebook.

Det sker ifølge hende selv som konsekvens af, at hun gennem fire uger fik mundkurv på af partiets ledelse.

– Jeg blev pålagt total tavshed i pressen og måtte i fire uger ikke udtale mig om fejlopfattelsen af mine budskaber, skriver hun på Facebook.

Den påståede mundkurv fik hun på under valgkampen efter et par interviews med Politiken og Ritzau, hvor hun talte for, at de ikke-etniske danskere, der nægter at blive integreret skal kunne miste statsborgerskabet.

- De få, der ikke vil opkvalificeres og ikke vil være med i det danske samfund, de skal ikke være her. Men det er yderste konsekvens. Det vi siger, det er, at vi vil give muligheden igen og igen og igen for, at man kan tilegne sig de evner, sagde hun dengang til Ritzau.

Til Politiken sagde hun, at man skal kunne sendes hjem, hvis man ikke vil lære dansk, eller hvis man er modstander af ligestilling. Udtalelser, som Uzma Ahmed senere har hævdet er forkert gengivet - og hun tog derefter afstand fra sine egne udtalelser. 

Alternativet: Hun har givet interviews siden

Hos Alternativet kan politisk ordfører Rasmus Nordqvist slet ikke genkende Uzma Ahmeds beskrivelse af forløbet.

– Det passer ganske enkelt ikke, at hun har fået mundkurv på. Man kan også selv se, at hun efter det interview i Politiken var i pressen mange gange. Hun var også stadig ordfører for området, indtil valget blev udskrevet, siger han til TV 2.

Hvad skete der så, da hun havde givet de interviews?  – Uzma var spidskandidat for os, men kom med nogle udmeldinger, der slet ikke var Alternativets politik. Det reagerer vi andre spidskandidater på, og vi har et meget langt møde alle 12, hvor Uzma er en af dem, hvor vi taler det igennem og siger, at vi slet ikke kan genkende det, hun siger.

Der var ifølge Rasmus Nordqvist en vis utilfredshed med, at det integrationsudspil, som Uzma Ahmed egentlig skulle have talt med Politiken om endte med at ryge i baggrunden til fordel for en bastant politisk udmelding, som slet ikke var partiets politik. Alligevel var der ikke tale om at sætte hende på plads.

– Vi andre måtte sige fra overfor den udmelding. Det var ret chokerende at hun sagde, som hun gjorde, når man tænker på vores politik og værdigrundlag. Der står ikke, at folk skal sendes hjem. Det kører ret kraftigt i pressen, når der kommer sådan en udmelding fra et parti. Det holdt vi et møde om, hvordan vi skulle håndtere. Det er en meget normal procedure.

Men Uzma Ahmed hævder, at de fire ugers mundkurv varede det meste af valgkampen. Kan du genkende, at hun ikke fik lov til at føre valgkamp? – Nej. Jeg ved, at hun løbende var ude under valgkampen og også havde debatter, siger han.