Venstre stjæler penge fra børnene og giver dem til de rigeste

Venstre drømmer om skattelettelser til de rigeste og nu står det klart, at det er de mindste medborgere, der skal betale prisen. Det er generationstyveri så det vil noget.Flere eksperter og forældreorganisationer råber derfor også vagt i gevær.

Beregningerne taler også deres tydelige sprog; siden 1986 er der blevet 58 procent flere børn per voksen i daginstitutionerne. Normeringerne er flere steder blevet så dårlige, at børn ikke får den omsorg og hjælp, de har brug for. Det går først og fremmest ud over de børn, der heller ikke får den nødvendige kærlighed derhjemme.

Når pædagogerne nogle steder knap nok har tid til noget så grundlæggende som at trøste børnene eller dele dem op i mindre legegrupper, så har vi altså brug for markant bedre normeringer – og nu vil Venstre gå den modsatte vej. De første år i et barns liv er de allervigtigste. Derfor er det også direkte dumt, at vi ikke sørger for ordentlige forhold i vuggestuer og børnehaver. Uden flere voksne er det svært at bryde den sociale arv eller sætte tidligt ind overfor de børn, der har brug for noget særligt.

Venstre har selv sagt, at de vil arbejde for, at ingen pædagoger må være alene i ydertimerne. Hvordan kan det lade sig gøre, når man ikke  vil tilføre området et løft? Jeg synes det her ligner et klokkeklart løftebrud!

Til foråret har Venstre bebudet en stor skattereform. Lur mig, om den ikke byder på gaver til de rigeste danskere. Sådan plejer Venstre at lege.  Det er hamrende skævt at spare på børnene – og særligt de svageste – og give pengene til de mest velhavende danskere.

Det giver en stakket varme at tisse i bukserne, lyder et gammelt mundheld, som passende kan bruges på at beskrive Venstres bud på en finanslov.