Enhedslisten kalder Pind i samråd om Tibet-sympatisører

Flere justitsministre har skullet forklare, hvordan politiet opførte sig ved den kinesiske præsidents besøg i 2012. Nu kommer turen til Søren Pind (V).

Efter Østre Landsret dom tirsdag, hvor politiet både blev dømt og frifundet, kalder Enhedslisten nu ministeren i samråd.

Landsdommerne fastslog i begrundelsen, at politiet flere gange "udfoldede bestræbelser på at hindre personer i at holde det tibetanske flag op, så det var synligt for den kinesiske præsident."

Retten skulle afgøre, om seks borgere ulovligt blev frihedsberøvet, hvilket kun var tilfældet i én sag. 

Derimod har landsretten ikke skullet tage stilling til, om betjentene krænkede borgernes ret til ytrings- og forsamlingsfrihed, og nu ønsker Pernille Skipper fra Enhedslisten en detaljeret redegørelse om "politiets forholdsordre."

- Jeg har tidligere haft den daværende justitsminister, Morten Bødskov, i samråd i retsudvalget, hvor han afviste, at politiet generelt var instrueret i at forhindre fremvisning af det tibetanske flag, siger Pernille Skipper.

Kan være stort problem

- Landsdommerne sætter et stort spørgsmålstegn ved, om det er sandt.

- Hvis det er rigtigt, at de danske myndigheder bevidst har begrænset ytringsfriheden og demonstrationsretten for at sikre gode og profitable handelsrelationer med Kina, er det et stort problem i et land, hvor vi ellers på alle måder hylder ytringsfriheden, siger hun.

Københavns Politi har flere gange afvist, at der generelt blev givet ordre til betjentene om at fjerne flag fra fredelige borgere. Alligevel skete det i flere tilfælde.

Politiet erkender ordre om fjernelse af flag I fredags fik retsudvalget således en ny orientering, hvor  politidirektør Thorkild Fogde meddelte, at der blev givet ordre om et fratage et flag i ét tilfælde.

- Tag flaget fra dem, kom,  lød ordren.

Politichefen fastholder dog, at der ikke mere generelt blev givet instrukser om at tage flag fra borgerne.

Retten er blevet præsenteret for radiokommunikationen, tv-klip og flere forklaringer om, hvordan betjente optrådte ved Langelinie, i Kongens Have og på Christiansborg Slotsplads.

I afgørelsen konkluderer de tre dommere, at "politiet i forbindelse med de tre episoder udfoldede bestræbelser på at hindre personer i at holde det tibetanske flag op, så det var synligt for den kinesiske præsident.