Lose: Jeg politianmelder ikke nogen for at have en privat e-mail

Den samlede venstrefløj i Region Syddanmark – Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten – burde slå koldt vand i blodet.

Sådan lyder meldingen fra regionsrådsformand Stephanie Lose (V) efter at det i dag er kommet frem, at partierne vil politianmelde tidligere regionsrådsformand, forsvarsminister Carl Holst (V), hvis alt ikke kommer frem i sagen om hans særlige rådgiver Christian Ingemann, der tidligere var kommunikationsmedarbejder i regionen.

– Jeg har ikke tænkt mig at begynde at politianmelde nogen for at have en privat e-mail-adresse, siger Stephanie Lose til TV 2.

Tilsynet under Statsforvaltningen gik ind i sagen i sidste uge. Siden da er det kommet frem, at en privat Gmail-adresse også er blevet brugt til at sende læserbreve til diverse medier. Den bliver svær at undersøge, erkender Stephanie Lose.

– Vi udleverer det, vi er blevet bedt om til Statsforvaltningen. Det er en anseelig mængde dokumenter, blandt andet Christian Ingemanns arbejdsmails. Men vi har ikke adgang til den Gmail, der tilsyneladende har været brugt, og derfor kan vi ikke udlevere de e-mails, der er sendt fra den, siger hun.

Er det ikke ganske uheldigt? – Sådan som jeg har set eksemplerne, så skulle der angiveligt være vedhæftet nogle filer, som måske er forfattet af Christian Ingemann. Hvis det er tilfældet, så man må formode, at han har distribueret dem via sin e-mail, lyder det fra regionsrådsformanden.

Tilsynet: Vi kan ikke bede om private e-mails

Hun efterlyser, at partierne i regionsrådet giver Tilsynet ro til at undersøge, hvad der er op og ned i sagen.

– Jeg synes ærligt talt, man skal lade Tilsynet få en chance. Det kunne jo være, man fandt ud af det hele ved at se på hans arbejdsmail. Lad dem nu få lov til at lave undersøgelsen, siger hun og fortsætter:

– Tilsynet har rettet henvendelse til os på baggrund af noget, de har set i pressen. Så kan de vel også vurdere, hvad der ellers har været fremme i pressen. Kan man ikke lave en ordentlig undersøgelse på det grundlag, må vi tage den derfra, siger hun.

I en e-mail til TV 2 bekræfter Tilsynet, at man ikke har mulighed for at bede om at få e-mails udleveret, som er sendt fra en privat e-mail-adresse.

– Tilsynet har i den konkrete sag bedt regionsrådet alt materiale, som regionsrådet har adgang til – herunder interne mails fra regionen. Paragraf 49, stk. 1 i kommunestyrelsesloven giver kun tilsynet mulighed for at spørge regionsrådet om materiale og ikke privatpersoner, hedder det i e-mailen. 

Regionen skal senest sende dokumenterne i sagen til Tilsynet i midten af november.Â