Kommuner: Vi har brug for flere penge til flygtninge

De danske kommuner vil have flere penge fra staten til at klare de udfordringer, der følger med det store antal af flygtninge.

Kommunerne har særligt to store udfordringer - at finde bolig og arbejde til flygtningene. Disse to punkter står derfor øverst på dagsordenen, når Kommunernes Landsforening (KL) tirsdag formiddag skal til møde i Finansministeriet.

- KL har længe påpeget, at flygtningesituationen er en kæmpe udfordring for kommunerne. Kommunerne vil blive økonomisk presset på integrationsopgaven, og vi har nogle meget store udfordringer med at finde boliger til flygtningene. Kommunerne løfter gerne denne ekstraordinære opgave, men pengene og rammerne skal altså være til stede, for at det kan lykkes for kommunerne. Derfor er det helt centralt, at der findes et fælles svar på udfordringerne, siger KL-formand Martin Damm (V).

Urealistisk at få flygtninge hurtigt i arbejde

Han peger desuden på, at aftrapningen af den såkaldte refusionsordning vil få store økonomiske konsekvenser. I dag er reglerne sådan, at staten dækker alle kommunens omkostninger til en flygtning det første år. Efter et år falder statens bidrag til 20 procent og det vil Kommunernes Landsforening have lavet om på.

Ordningen er lavet for at give kommunerne incitament til at få flygtningene i arbejde. Men ifølge kommunerne er det urealistisk at få flygtningene i arbejde så hurtigt, når presset er så stort. Især set i lyset af at mange flygtninge kommer med særlige udfordringer som eksempelvis krigstraumer.

- Det er åbenlyst, at det er vanskeligere at få flygtninge hurtigt ud på arbejdsmarkedet sammenlignet med andre grupper. Derfor er det et problem, at refusionen, som følge af aftrapningen af refusionsordningen, falder til 20 pct. allerede efter et år, for størstedelen af disse mennesker kan ikke blive selvforsørgende inden for et år. Den udfordring er regeringen nødt til at forholde sig til, siger Martin Damm.

For regeringen deltager finansminister Claus Hjort Frederiksen og social- og integrationsminister Karen Ellemann i mødet med Kommunernes Landsforening.

Finansministeren er forud for mødet i morgen formiddag meget fåmælt:

- Vi forhandler ved forhandlingsbordet, ikke i pressen, siger han til TV 2.

TV 2 har samlet et overblik over kommunernes forskellige løsninger på boligproblematikken. Se det her.