Holst står fast: Spindoktor førte ikke valgkamp

Man fører ikke valgkamp, så længe man bare holder styr på kalenderen og sørger for, at deltagelse i diverse valgrelaterede arrangementer såsom politiske debatmøder bliver koordineret.

Det er konklusionen fra forsvarsminister og tidligere regionsrådsformand Carl Holst, der tirsdag middag tog bladet fra munden efter at fire medier, heriblandt TV 2, har afsløret e-mails og en sms-besked fra hans tidligere personlige assistent og nuværende spindoktor Christian Ingemann Nielsen.

Materialet viser, at Christian Ingemann Nielsen i flere tilfælde var ganske tæt på valgkampen, hvor Holst var opstillet til Folketinget.

– Jeg mener ikke, han har ført valgkamp for mig. Han har løst nogle opgaver for mig, som skulle løses uanset om der var valgkamp eller ej. Han har bistået mig i min egenskab af regionsrådsformand, siger han til TV 2.

Der har ikke på noget tidspunkt indgået typiske valgkampsaktiviteter i Christian Ingemann Nielsens arbejdsopgaver, understreger ministeren.

– Han har ført min kalender i forhold til at få hverdagen til at hænge sammen. Han har ikke været ude på gader og stræder. Han har derimod besvaret nogle spørgsmål og løst de opgaver som alle andre i Region Syddanmarks ledelsessekretariat har gjort, lyder det fra Carl Holst.

S: Noget tyder på, at Holst har talt usandt

Et flertal i regionsrådet i Syddanmark vil nu have sagen undersøgt nærmere. Og på Christiansborg kalder den socialdemokratiske retsordfører Trine Bramsen sagen for ”meget alvorlig”.

– De oplysninger, han selv er kommet med, står i skærende kontrast til det, der nu kommer frem. Man kan ikke lade skatteyderne betale for en personlig valgkampsassistent. Det er ikke det, skatteydernes penge skal bruges på, siger hun til TV 2.

Hun hæfter sig også ved hvad Carl Holst tidligere har sagt i sagen.

–  Tilmed så er der jo noget, der tyder på, at Carl Holst har talt usandt i den her sammenhæng, og derfor er det altså mange alvorlige ting på en gang.