Holst afviste lørdag: Nu viser mails og sms, at spindoktor hjalp med valgkamp

Førte Christian Ingemann Nielsen valgkamp for forsvarsminister Carl Holst (V), da han var ansat som Holsts personlige assistent i Region Syddanmark?

Det er det centrale spørgsmål efter at fire medier i dag har fremlagt to e-mails og en sms, som tidligere regionsrådsformand Carl Holsts daværende personlige assistent sendte til netop dem under valgkampen. Selv om han var ansat som upolitisk embedsmand i regionen og dermed ikke må bistå med partipolitiske opgaver. 

I en mail til TV 2’s planlægningsredaktion hjælper han med at planlægge et vælgermøde, mens det af en sms til TV 2/Fyn fremgår, at pressehåndteringen fremover håndteres af ham.

– Christian har adgang til min kalender og kan tage imod besked om formål, ramme, vinkel osv. for interviewet, skriver Carl Holst i sms’en.

DR Syd har modtaget en e-mail, hvor Christian Ingemann Nielsen spørger til emnerne i en valgdebat.

I mailen, der er afsendt fra Christian Ingemann Nielsens arbejdsmail i regionen til Radio 24syv, leverer Christian Ingemann Nielsen et par punkter, hvor SR-regeringen har hævet brugerbetalingen. Noget, som kampagnemedarbejdere i partierne ofte gør over for pressen i valgkampe.

Holst: Han var ikke min kampagnemedarbejder

Men Christian Ingemann Nielsen var ikke ansat som kampagnemedarbejder, har Carl Holst gang på gang fastslået. Han blev ansat i regionens projekt ”Smart velfærd og vækst”, har ministeren tidligere forklaret. Men blandt medlemmerne af regionsrådet har den forklaring vakt undren.

– Jeg vil 100 procent afvise, at han har ført valgkamp for mig, sagde Carl Holst så sent som i lørdags til Vejle Amts Folkeblad og gentog budskabet over for TV 2.

– Jeg kan godt forstå, man er kritisk, hvis man får det indtryk, at vi har haft ansat en mand som særlig rådgiver eller som personlig assistent, men det er heller ikke det, han har været ansat til, sagde Carl Holst lørdag.

I en sms til Radio 24syv forsikrer Carl Holst, at der stadig ikke er noget at komme efter.

– Den pågældende mail - der udelukkende omhandler noget rent faktuelt og intet holdningsmæssigt – blev sendt på min foranledning. Jeg erindrer i øvrigt ikke, at jeg blev kontaktet som folketingskandidat, men som regionsrådsformand og næstformand for Danske Regioner, skriver forsvarsministeren.

Selv har Christian Ingemann Nielsen skrevet på sit CV i forbindelse med sin ansættelse hos et kommunikationsbureau, at han var "p.a. (personlig assistent, red.) og personlig presserådgiver" for Carl Holst.

 Socialdemokraterne i Region Syddanmark kræver nu en ekstern undersøgelse af sagen, mens partiets retsordfører på Christiansborg, Trine Bramsen, mener, at sagen kalder på en forklaring.

TV 2 arbejder på at få en kommentar fra forsvarsminister Carl Holst (V) og hans særlige rådgiver Christian Ingenmann Nielsen, men det har endnu ikke været muligt.