Carl Holst mistænkt for at bruge skattepenge på valgkamp

Flere regionrådsmedlemmer mistænker forsvarsminister Carl Holst (V) for at have brugt regionens penge på at ansætte en rådgiver til at hjælpe ham under valgkampen med at komme i Folketinget. Carl Holst afviser påstanden blankt.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad, Fyens Stiftstidende og Jydske Vestkysten, der har samarbejdet om at undersøge sagen.

Mistanken opstod, da regionrådsformand indtil slutningen af juni, Carl Holst, den 21. august ansatte Christian Ingemann Nielsen som sin særlig rådgiver.

På ministeriets hjemmeside står der, at forsvarsministerens nye rådgiver allerede tidligere havde haft en fremtrædende rolle for Carl Holst. Alligevel er der ingen regionrådsmedlemmer, der har hørt om Christian Ingemann Nielsen før.

- Jeg havde intet med ansættelsen at gøre

Christian Ingemann Nielsen skulle have været ”presserådgiver for direktionen i Region Syddanmark” i et projekt, der hedder Smart Velfærd. Her skulle han have været ansat fra august 2014 indtil juni, hvor Carl Holst skiftede stillingen som regionsrådsformand ud med en plads i Folketinget.

Ifølge Carl Holst havde han ikke noget at gøre med ansættelsen af Christian Ingemann Nielsen.

 - Der blev slået en stilling op med henblik på at lave dagligt ledelsesbetjening i forhold til et projekt, man kalder "Smart Vækst og Velfærd." Den stilling er forretningsudvalget i regionsudvalget orienteret om. Der blev så ansat en mand, og jeg havde intet med selve ansættelsen at gøre, siger Carl Holst til TV 2. 

Mail forstærker mistanke

Særligt formand for Innovationsudvalget, der arbejder med velfærdsteknologi, Karsten Uno Petersen (S), undrer sig over ansættelsen.

Hans mistanke forstærkes yderligere af en mail, der blev sendt fra Christian Ingemann Nielsen på vegne af Carl Holst.

Mailen blev sendt  tilbage i marts fra regionens mailadresse  og indeholdt to links, som foreslår at flytte Energistyrelsen til Esbjerg. Mailen var underskrevet "Råds- og direktionssekretariatet."

- Det er jo over kanten af noget, der har med Smart Vækst eller regionen at gøre, siger Karsten Uno Petersen til Vejle Amts Folkeblad, Fyens Stiftstidende og Jydske Vestkysten.

Ifølge Carl Holst blev han ringet om at en journalist, der bad om at få tilsendt nogle artikler. Da han sad i en bil, havde han ikke mulighed for at sende dem selv og ringede derfor til sin sekretær, som ikke var til stede.

- Da personen ikke var til stede, tog pågældende medarbejder telefonen - det kunne have været en hvilken som helst anden - jeg spurgte venligt, om jeg kunne få vedkommende til at sende artiklerne for mig. Det gjorde de så som en slags hjælp, siger Carl Holst.

Udover Karsten Uno Pedersen skaber situationen også forundring hos Konservative, SF og Enhedslisten. 

Det er ikke første gang i år, at Carl Holst kritiseres i medierne. Tilbage i juli blev hans efterløn fra sin tid som amtsborgmester og regionsrådsformand omdiskuteret. Sagen kan du høre mere om i klippet herunder.