Støjbergs annoncer går verden rundt: 'Kære flygtninge, kom ikke til Danmark'

Avislæsere og internetbrugere i Libanon kunne mandag læse regeringens omstridte annoncer, der skal dæmme op for asylansøgernes lyst til at komme til Danmark. 

Annoncerne indeholder oplysninger om de forringede vilkår for flygtninge og migranter, som et flertal i Folketinget for nylig har vedtaget

Det har vakt opsigt i flere dele af verden. Store udenlandske medier har således kastet sig over historien om de danske annoncer.

Washington Post, som er en af de helt store aviser i USA, skriver for eksempel under overskriften "Kære flygtninge, kom ikke til Danmark," at den danske regering har placeret en annonce i en række aviser i Libanon, som viser en række faktorer, som skal gøre Danmark til en uønsket destination for flygtninge.

De skriver blandt andet om, at de sociale ydelser for nyankommne flygtninge vil blive reduceret med op til 50 procent, og at alle, der håber at kunne få permanent opholdstilladelse i Danmark skal lære at tale dansk.

De skriver ligeledes, at Danmark med den nye regering vil føre en strengere udlændingepolitik.

Hård dansk tone

I et andet meget stort amerikansk medie The Wall Street Journal bliver de danske annoncer også taget op.

Her bliver det blandt andet beskrevet, hvordan Danmark adskiller sig fra sine nabolande.

- Tonen i den danske annoncekampagne står i skærende kontrast til den linje, som nabolandene Tyskland og Sverige har lagt, hvor regeringerne har lovet at tage imod flere flygtninge fra det krigshærgede Syrien og appelleret til, at der kommer en mere fair fordeling af flygtninge i regionen, skriver Wall Street Journal.

Også det store britiske medie BBC har bragt nyheden om de danske annoncer.

- Sammen med advarslen om nedskæringer på de sociale ydelser, så fremhæver den danske annonce også, at alle afviste asylansøgere hurtigst muligt skal rejse hjem fra Danmark, skriver BBC blandt andet.

Den store engelsksprogede pakistanske avis The Express Tribune skriver blandt andet, at annoncerne også vil blive placeret i asylcentre i Danmark på 10 forskellige sprog og blive spredt på de sociale medier.

De skriver også, at de danske annoncer bliver rullet ud samtidig med, at flere europæiske nationer åbner dørene og accepterer at tage sin del af de mange flygtninge.

Ønsker ikke flygtninge, men søger job som flygtningehøjkommissær

I den europæiske ugeavis New Europe bliver de danske annoncer kædet sammen med Helle Thorning-Schmidts kandidatur til posten som FN’s flygtningehøjkommissær

- Den danske regering lancerede mandag en anti-flygtninge-kampagne for at afskrække flygtninge i at søge asyl i Danmark. I mellemtiden har Danmark søgt det øverste job i FN's Højkommissariat for flygtninge, som de har indstillet den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt til, skriver de blandt andet.

De libanesiske medier er angiveligt blevet valgt, fordi de læses i store dele af Mellemøsten.

Annoncerne, som alle er placeret på avisernes side fem, samt udgifter til et libanesisk kommunikationsbureau har kostet omkring 252.000 kroner, oplyser Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Ministeriet regner ikke med, at avisannoncerne i de libanesiske medier også skal indrykkes i andre landes aviser i de kommende dage og uger, men afviser ikke, at det kan komme på tale i fremtiden.