Støjberg annoncerer i avis med Hizbollah-forbindelser

Integrationsmininister Inger Støjberg har indrykket sine oplysningsannoncer, der skal mindske antallet af asylansøgere, i blandt andet den libanesiske avis As-Safir, der er kendt for at støtte terrororganisationen Hizbollahs politik.

- As-Safir er en pro-arabisk, nationalistisk, venstrefløjsavis, der er pro-Assad (Syriens diktator) og pro-Hizbollah. Sådan er det som regel med venstrefløjen i de arabiske lande, fordi Assad og Hizbollah er anti-Israel, siger Hannah Ziadeh, der er mellemøstekspert og både opvokset og har studeret i Libanon.

Aviserne i Libanon lever af støtte fra enten typisk en eller anden multimilliardær, et Golf-land, Iran eller Qatar, der finansierer aviserne.

Der er én avis i Libanon, der er nogenlunde uafhængig, An-Nahar, og det kan man se ved, at der er annoncer i avisen, forklarer han.

Anderledes forholder det sig med As-Safir:

- Du skal bare åbne avisen, så kan du se, at den har støtte til Hizbollah og alt hvad Hizbollah står for, siger Hanna Ziadeh.

Lever af købt indflydelse

Jakob Skovgaard-Petersen, professor på Københavns Universitet og ekspert i islam og arabiske medier, er på linje med Hanna Ziadeh: As-Safir en klassisk anti-israelsk venstreorienteret avis. Og så kæmper den med samme udfordringer som alle aviser i Libanon: lavt oplagstal og dårligt annoncemarked. Og derfor er der brug for økonomisk støtte fra andre kilder.

- De er nødt til at have en mæcen. Avisen lever af, at en tredjepart er interesseret i at influere avisens redaktionelle linje. Og det kan godt være, at Hizbollah har købt sig indflydelse på nogle bestemte kampagner eller emner. Men det er ikke permanent. Safir havde på et tidspunkt Saddam Hussein som mæcen, fordi han havde brug for en pan-arabisk avis, der støttede hans synspunkter, siger Jakob Skovgaard-Petersen.

Han beskriver As-Safir som en symbolsk avis, der svarer til Liberation i Frankrig, og som ligger på linje med Hizbollah især i forhold til Israel. Avisens chefredaktør, sunni-muslimen Talal Salman, havde tætte forbindelser til en helt anden terrororganisation, nemlig Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP).

Inde med Hizbollahs leder

European Journalism Centre, der er et forbund for europæiske journalister, beskriver også As-Safir som pro-Hizbollah og som talerør for den del af det politiske landskab i Libanon, der er modstandere af Israel og USA.

Det israelske medie Haaretz beskrev så sent som i maj As-Safir som pro-Hizbollah. Sidste år bragte avisen et eksklusivt interview med Hizbollahs leder Hassan Nasrallah. Det kan du blandt andet læse på engelsk på det tyrkiske nyhedssite islamicinvitationturkey.com.

I alt er der blevet brugt 252.000 kroner på annoncer i fire libanesiske aviser. Hvor stor en andel af det beløb, der er brugt specifikt på annoncen i As-Safir har det ikke været muligt at få oplyst, men Ministeriet for Udlændinge-, Integration- og Bolig arbejder på sagen.

Hizbollah optræder på EUs terrorliste sammen med Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP), Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia (FARC), Kurdistans Arbejderparti (PKK), De Tamilske Tigre (LTTE) og det peruvianske kommunistparti Den Lysende Sti.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

På ministeriets hjemmeside oplyses det, at "annoncen er indrykket i fire libanesiske aviser: An-Nahar, As-Safir, Al-Mustaqbal´ og Daily Star. Aviserne er valgt efter anbefaling fra det libanesiske kommunikationsbureau S2C Strategic Communication Consultancy (www.stwoc.com), som ministeriet har valgt at samarbejde med".