De gør Danmark ære: I dag skylder vi mange en stor tak
I dag er en af min helt store mærkedage, nemlig Flagdagen 5. september, hvor vi ærer og mindes de mange danskere, der har været udsendt til tjeneste i konfliktområder i udlandet. Det er en dag med mange højtidelige begivenheder med medaljeoverrækkelse, kranselægninger og parader. Men også en dag, hvor folk på kryds og tværs mødes og hygger sig med kammeraterne og deres familier. Måske den dag på året, hvor der deles flest mandekram ud i Danmark.
Det er også en alvorlig dag. Man mindes dem, der er borte og tager sig ekstra godt af dem, der kom hjem med mistet førlighed eller sår på sjælen. Jeg glæder mig til at være med hele dagen. Først til det flotte arrangement på Kastellet, hvor jeg selv har fået den ære at holde hovedtalen under kranselægningen. Og senere til mindegudstjenesten i Holmens kirke.
Men jeg glæder mig især til sidst på dagen, når Folketingets Præsidium slår dørene op til Rigsdagsgården og byder til reception for de udsendte og de pårørende. Det er her, jeg mærker kammeratskaberne og familiesammenholdet, men også glæden og stoltheden over, at have gjort en forskel.
Og jeg får hilst på rigtig mange. Her møder jeg den far, som stod i afgangshallen med en stor klump i halsen og sagde farvel til sin datter og bad hende passe godt på sig selv. Jeg møder kæresten, som kyssede sin forlovede farvel på perronen, mens de begge kæmpede med tårerne. Og jeg møder den lille dreng, som ikke ville slippe krammet om sin fars hals, da han sagde farvel på kasernen sammen med resten af familien.
Jeg har selv været så heldig, at have været på besøg i danske lejre i Afghanistan og Irak. Det har hver gang været en stor oplevelse at se, hvordan de udsendte havde taget et lille stykke Danmark med ud i den store verden.
De har vist, at de kunne udføre deres arbejde et fremmed sted langt væk fra Danmark, men stadigvæk gøre det på en dansk måde med rod i de værdier, som kendetegner os som demokratiske samfundsborgere og som vi er blevet præget af i folkeskolen, i foreningslivet og på arbejdspladserne. De kom hjem igen og fra at have taget et lille stykke Danmark med ud i verden, tog de et stort stykke af verden med hjem til Danmark.
De omsatte deres oplevelser positivt i deres videre færden, karrierer og uddannelser. Men det store stykke af verden viste sig også i nogle tilfælde som mismod, angst og sår på sjælen. Nogle oplevede så voldsomme krigshandlinger og smertelige tab af nære kammerater, at det ikke var nok blot at vende hjem til lille fredelige Danmark. Nogle mistede hele eller dele af førligheden. Dem vil vi aldrig vende ryggen!
Derfor har Danmark i dag en veteranpolitik. Den er ikke perfekt, og den blev indført på den hårde måde, efter at de første Balkan veteraner var vendt hjem. De havde været vidne til mange grusomheder i borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Og det var først da, de kom hjem og nogle led under det, at man for alvor opdagede behovet. Men i dag er vi et enigt Folketing, der bakker op om veteranpolitikken, og som hele tiden er opmærksom på, hvordan vi kan gøre det bedre og udbygge den.
Flagdagen er heldigvis ikke kun en Københavner begivenhed. Over alt i landet finder også mange lokale sammenkomster sted. Både på Kastellet og overalt hvor flagdagen fejres skal der fra mit hjerte lyde en stor tak til alle nuværende og tidligere udsendte danske kvinder og mænd samt deres pårørende. En tak for den indsats, de har gjort, og de ofre, de har bragt. De gør Danmark ære.
Nogle kom aldrig tilbage. Dem mindes vi især og de skal aldrig blive glemt.