Derfor er Thorning 'godt skåret' til FN-posten

Med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har Danmark et ganske stærkt kort til posten som FN’s næste flygtningehøjkommissær.

– Helle Thorning-Schmidt har et stort internationalt netværk. Danmark er en stor FN-bidragyder, og vi står godt i den turnusordning, der er for hvilke lande, der får posten, lyder vurderingen fra TV 2s politiske redaktør Anders Langballe.

Og hvis det lykkes for Helle Thorning-Schmidt at få posten, vil hun være en blandt mange danskere, der er røget til tops i FN-systemet.

– Vi har en lang tradition for at få placeret danskere på topposterne, og vi har historisk gjort det godt på de poster, vi har haft. Poul Hartling (V) fik masser af ros og modtog Nobels Fredspris i 1981 på vegne af FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), siger politisk analytiker og forfatter Anders Agner Pedersen.

Han er snart bogaktuel med ”FN – Vores sidste, bedste håb” og har i den forbindelse mødt en af de mere ukendte danske FN-personligheder, Michael Møller, der er chef for FN i Geneve, hvor også UNHCR holder til. Anders Agner Pedersen kalder Helle Thorning-Schmidt ”godt skåret” til posten.

Kun en stærkere kandidat kan slå hende

– Der er rigtig meget, der taler for, at det kan lykkes for hende. Hun har cv’et til det, en solid baggrund og et stærkt internationalt netværk. Der er tradition for, at personer på de tunge FN-poster har en baggrund som statsminister, siger han.

Ifølge Anders Agner Pedersen er der ikke umiddelbart noget, der taler imod Helle Thorning-Schmidt. Heller ikke den kritik, Helle Thorning-Schmidt fik som statsminister for de asylstramninger, SR-regeringen gennemførte.

– Det er en detalje i det store billede. Jeg kan ikke forestille mig, at det skulle bremse hendes muligheder. Enten skal der komme noget i vejen, vi ikke kan forudse nu, eller også er der et andet land, der skal på banen med en stærkere kandidat, vurderer Anders Agner Pedersen.

FN’s Flygtningehøjkommissariat blev oprettet i 1950 og beskæftiger ca. 9.300 medarbejdere i 125 lande. Langt størstedelen af dem arbejder i Genève, hvor også Helle Thorning-Schmidt kommer til at have base, hvis hun får jobbet. Det afgøres i sidste ende af FN’s generalforsamling – hvor Thorning-Schmidts partifælle Mogens Lykketoft formelt indtager formandsstolen 15. september. 

Se video fra pressemødet i Statsministeriet om Helle Thorning-Schmidts kandidatur. 

Danskere på internationale topposter

 Her er et udpluk af danske politikere, der har skiftet Christiansborg ud med en international toppost:

 * Mogens Lykketoft (S), der er tidligere formand for Folketinget, tager orlov fra Folketinget i et år på grund af hvervet som formand for FN's Generalforsamling i New York fra 4. juli 2015 til 30. september 2016.

 * Christian Friis Bach (R), der er tidligere udviklingsminister og gruppeformand, får sommeren 2014 stillingen som leder af FN's Økonomiske Kommission for Europa (Unece).

 * Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bliver 4. april 2009 udpeget som generalsekretær for Nato. En post han bestrider indtil 30. september 2014.

 * Hans Hækkerup (S), der er tidligere forsvarsminister, bliver chef for FN's overgangsforvaltning i Kosovo i 2001, hvor han var i et år.

 * Den tidligere danske statsminister Poul Hartling (V) er fra 1978 til 1985 FN's flygtningehøjkommissær. Han er den femte i rækken. Thorning bliver den 11. i rækken, hvis hun får jobbet.

 /ritzau/