V-medlem tordner mod regeringen: Sådan kan man ikke opføre sig

I videoen øverst kan du høre Alternativet kritisere Støjbergs forslag

'Signalpolitik af værste skuffe' og 'lektion ét i hvordan man skaber politikerlede'.

Sådan omtaler forsvarsadvokat og Venstre-medlem Kåre Traberg Smidt over for Information regeringens udmelding om, at man vil genbehandle cirka 2.750 sager om statsborgerskab på dispensation, selv om et flertal i Folketingets Indfødsretsudvalg allerede har godkendt ansøgningerne under den tidligere regering.

- Det har ingen gang på jord at gå ind og lave om på det, tidligere lovgivere har vedtaget. Det er simpelthen en tilsidesættelse af retslig tradition og et grundkrav for, at vi skal kunne have tillid til vores magthavere. Det handler om borgernes fundamentale retssikkerhed, som bliver krænket, siger Kåre Traberg Smidt, der stillede op for Venstre til Folketingsvalget i Nørrebro-kredsen, men ikke blev valgt ind, til avisen.

'Sådan kan man ikke opføre sig'

Der var oprindeligt blot tale om 255 herboende udlændinge, hvis sager skulle genbehandles, fordi udlændingemyndighederne først godkendte deres ansøgning efter udskrivelsen af Folketingsvalget i maj måned. I godkendelsesbrevene til de 255 ansøgere var der således indføjet det forbehold, at dispensationen kunne annulleres, hvis retningslinjerne for godkendelse ændrede sig efter valget.

I Politiken annoncerede integrationsminister Inger Støjberg (V) så, at hun ønsker yderligere cirka 2.500 ansøgninger om statsborgerskab genbehandlet, selv om Folketingets Indfødsretsudvalg allerede har godkendt ansøgningerne under den tidligere regering, i nogle tilfælde for helt op til et år siden. Det minder ifølge Kåre Traberg Smidt om  brud på almindelig aftaleret. Han sammenligner det med, hvordan studerende skal leve op til nogle krav, f.eks. om karaktergennemsnit, når de søger ind på et universitetsstudium:

- Hvis du så bagefter får et brev fra universitetet om, at du er blevet optaget, så stoler du selvfølgelig på det. Regeringens ageren i denne sag svarer til, at du dagen før studiestart får et nyt brev om, at kravene har ændret sig. Hovsa, du er ikke optaget alligevel. Sådan kan man ikke opføre sig i et samfund i det 21. århundrede, siger Venstre-kandidaten.

Nogle medlemmer har brug for jura-kursus

Integrationsminister Inger Støjberg har begrundet genbehandlingen af de cirka 2.500 sager med, at hun synes, kravene tidligere har været for lempelige. Men det argument køber Kåre Traberg Smidt overhovedet ikke:

- Det er en fair begrundelse for, at hun vil ændre reglerne fremadrettet. Men man kan ikke begynde at ændre regler og beslutninger med tilbagevirkende kraft og slet ikke i noget så fundamentalt som det at få statsborgerskab, siger han.

- Statsborgerskabet er noget af det vigtigste for et menneske, fordi det er en anerkendelse af, at du er en del af vores samfund. Regeringen reducerer de her mennesker til andenrangsborgere, efter vi én gang har sagt til dem, at de nu kan blive fuldbyrdige borgere. Det er dybt krænkende, mener Kåre Traberg Smidt, hvis kone arbejder netop med statsborgerskabssager. De vil sammen nu undersøge, hvorvidt regeringens ønske om at genbehandle de cirka 2.500 sager overhovedet er lovligt, eller om ansøgerne kan søge om retslig erstatning, hvis beslutningen gennemføres.

Uanset hvad mener Kåre Traberg Smidt, at Inger Støjbergs udmelding er en af flere 'uheldige udlændingepolitiske signaler', som Venstre har udstukket de seneste to år:

- Der er nogle i partiet, som har behov for at komme på et kursus i jura. Jeg er ked af, jeg ikke kom i Folketinget, for efter Birthe Rønn Hornbech trådte ud, har der manglet en person, som kunne minde om, at der altså gælder nogle retlige principper. På begge sider af blokkene kommer folk med de mest hovedløse udtalelser uden at tænke hverken jura eller almene menneskeretslige principper igennem, siger Kåre Traberg Smidt, der understreger, at han stadig er Venstre-mand helt ind i hjertet, selv om han i denne sag er dybt uenig med sit parti.