Sundhedsminister varsler indgreb mod overbelægning

Sundhedsminister Sophie Løhde varsler nu en række indgreb, som skal rette op på forholdene over for ældre, skrøbelige patienter på landets sygehuse. Det skriver Berlingske fredag.

Samtidig retter Venstre-ministeren en hård kritik mod regioner og kommuner, for at gøre ældre til svingdørspatienter. 

- Vi skal have gjort noget ved overbelægningen på især de medicinske afdelinger. Patienter skal ikke ligge på gange eller i skyllerum, siger Sophie Løhde til Berlingske. 

Hun lover målrettet indsats i fremtiden - og at der samtidig vil blive afsat penge til det formål, der således vil findes i regeringens kommende finanslovsforslag. 

En ny undersøgelse fra Sundhedsministeriet viser, at langt de flest sygehuse - især Region Hovedstaden og Region Midtjylland - hver måned har adskillige dage, hvor belægningen på medicinske afdelinger og afsnit for syge ældre er på over 100 procent. Det betyder, at patienter må ligge på gangene eller stuves sammen på stuer med flere senge end beregnet.